300 SIF-biler og private biler trillede forleden ind hos Lynge Drive in Bio, hvor alle SIF Gruppens medarbejdere var inviteret til kør-hjem-møde.
– Det er en ny og sjov måde at afholde vores årlige orienteringsmøde for medarbejderne. Normalt mødes vi på vores hovedkontor og har et inspirerende program her. Det kan vi ikke af hensyn til forsamlingsforbuddet, siger Anette Lok Pless, som er HR- og lærlingeansvarlig hos SIF Gruppen. Hun tilføjer:
– Det er vigtigt for os at vise medarbejdere, at vi investerer i dem, og at vi ønsker et stærkt sammenhold på samme måde som i en familie. Vi har samtidig et mål om at tiltrække branchens bedste medarbejdere, fortæller Anette Lok Pless.
Vejen til trivsel og vækst
SIF Gruppen har igennem tre generationers ejerskab udviklet sig fra et lille lokalt enkeltmandsfirma til i dag at tælle mere end 400 ansatte i Søborg, Hørsholm, Kalundborg og Næstved. Men nærhed, sammenhold og trivsel er til stadighed vigtige brikker i virksomhedskulturen. Visionen er ‘at udvikle og handle i tæt samarbejde’:
– Vi betragter os selv som en stor familie. Vi går meget op i, at alle er med på det samme hold, at alle kan komme til at udfolde sig og bidrage, og at vi rykker sammen, når vi bliver udfordret. Det er en stor glæde for mig, at vores strategi om at tiltrække nye kunder under coronaen er lykkedes, og vi har kunnet sige velkommen til 25 nye kunder. Takket være medarbejdernes store engagement, lyder det fra administrerende direktør i SIF Gruppen, Lars Mejlby.
Intet aflyses – alt holdes på nye måder
SIF Gruppen har tradition for at samle hele virksomheden til en årlig sommerfest, en julefrokost, et gå-hjem-møde i efteråret og en fastelavnsfest for medarbejderne og deres familie. Desuden er der årlige sociale arrangementer i alle afdelinger samt fredagsbar, vinklub, lærlinge cafeer og introduktion af nye medarbejdere. Alt sammen aktiviteter, som ikke aflyses – men nu holdes på nye måder.
Kør-hjem-mødet i Lynge var således ikke det eneste nye initiativ hos SIF Gruppen. For at fastholde familiefølelsen og sammenholdet blev årets grillfest erstattet af en kogebog med sommermad, hvor rigtig mange medarbejdere har bidraget med deres bedste opskrifter:
Ny App styrker sammenholdet
En anden metode til at være sammen hver for sig er den nye medarbejder-App ‘SIF Connect’, der bliver brugt flittigt af alle på tværs af afdelingerne hos SIF Gruppen. Ifølge Lars Mejlby bidrager den nyudviklede App både positivt til SIF Gruppens interne kommunikation og det sociale fællesskab:
– Appen er bygget op som et socialt medie og har mange af de samme elementer som Facebook. Alle kan lægge billeder og tekster op, og medarbejderne kan like, kommentere og dele hinandens opslag. Og medarbejderne får besked på deres telefon, når der er lagt nyt indhold op, fortæller han og tilføjer, at Appen er blevet en aktiv del af de ansattes faglige og sociale hverdag.