Selvforsynende moduler tæt på 2020-krav

Temporent kommer via vedvarende energiløsninger til at reducere energibehovet i sine kontormoduler voldsomt. Om sommeren bliver modulerne således helt selvforsynende med strøm.
Temporent skal snart gennemføre en opgradering af 82 kontormoduler hos en international dansk virksomhed.
Temporent skal snart gennemføre en opgradering af 82 kontormoduler hos en international dansk virksomhed.

Midlertidige pavilloner, som holder sig selvforsynende i sommermånederne, lyder måske som en vild feberfantasi fra det biodynamiske overdrev. Men faktisk bliver det resultatet af den opgradering, som udlejeren Temporent snart skal gennemføre af 82 kontormoduler hos en international dansk virksomhed.

Opgraderingen, der sker i forbindelse med forlængelsen af virksomhedens lejekontrakt, vil bl.a. omfatte installation af 108 solceller, som leverer mere end 22.000 kWh/år, samt fire varmepumper. Dermed reduceres modulernes årlige energibehov til blot 26 kWh/m2. Det svarer stort set til de 2020-krav, der i bygningsreglementet stilles til permanente bygninger, og som konkret lyder på 25 kWh/m2.

Vi kommer dermed langt under energikravene i BR15 og er kun et mulehår fra at opfylde de forventede 2020-krav.

Regionschef Torben Sloth Temporent

Stor solcelleparke

– Beregningerne viser faktisk, at solcellerne alene kommer til at producere så meget el, at de ud over at dække strømforbruget til belysning, ventilation og opvarmning også vil kunne drive kontorernes IT-installationer i de fire varmeste solskinsmåneder. Kort sagt hele behovet for el. Vi kommer dermed langt under energikravene i BR15 og er kun et mulehår fra at opfylde de forventede 2020-krav, fortæller regionschef Torben Sloth fra Temporent.

– Opgraderingen, som vi foretager i tæt samarbejde med Mørcke Energipartners, betyder samtidig, at de 82 kontormoduler kommer til at udgøre en af landets større solcelleparker, understreger han.

Mens solcellerne forventes at gøre modulerne selvforsynende med strøm i sommermånederne, betyder installationen af varmepumper en kraftig effektivisering af modulernes energiforbrug hele året.

Varmepumperne indsamler, lagrer og anvender nemlig den naturlige varme, som findes i luften udenfor, til opvarmning af modulerne. Og det betyder, at de giver næsten fire gange deres eget energiforbrug igen, så energibehovet til opvarmning reduceres tilsvarende kraftigt.

Derudover er modulerne i forvejen forsynet med mekanisk ventilation med indbygget køling, ligesom brugerne via de udvendige persiennesystemer selv kan regulere solafskærmningen efter behov. Dermed spares der yderligere på energiforbruget til temperaturregulering i modulerne.

– Sidst men ikke mindst er modulerne fra starten fremstillet med god, fremtidssikret isolering på gulve, vægge og tag. Vi er generelt fortalere for bæredygtige løsninger og opgraderer løbende, så vi både holder os på forkant med kravene, men selvfølgelig også skaber mest værdi for kunderne på langt sigt, pointerer Torben Sloth afslutningsvis.

Relateret indhold