Fra dags dato ejer Taasinge Elementer sydvestjyske Annebergs Limtræ. Dermed fortsætter Taasinge Elementer den strategisk proces, der skal ruste virksomheden til at gribe mulighederne i et voksende marked for bæredygtige byggeløsninger.
– Limtræ er en vigtig ressource i vores produktion, og med opkøbet af Annebergs Limtræ styrker vi vores værdikæde og sikrer en kort, stabil leveringstid på vigtige komponenter til vores elementfabrikker i Danmark, Letland og Norge, siger adm. direktør Martin Tholstrup fra Taasinge Elementer, der siden 2017 været en del af den børsnoterede koncern, Nordic Waterproofing, som også ejer bl.a. Phønix Tag og Hetag i Danmark.
Annebergs Limtræ har været i markedet siden 1996, hvor familien Anneberg frasolgte fem trælastforretninger for i stedet at satse på fremstilling af limtræ. I dag, 26 år senere, råder virksomheden over en veldrevet og automatiseret fabrik, der beskæftiger 16 medarbejdere inden for produktion af bjælker, søjler og småhuse i limtræ.
Synergierne er til at få øje på
Taasinge Elementers opkøb af Annebergs Limtræ udspringer af en strategisk beslutning om at tage kontrol over en større del af værdikæden. Hidtil har virksomheden købt limtræ hos en række eksterne leverandører i ind- og udland, men sikrer sig nu sin egen skalérbare produktion af limtræ i Danmark.
Annebergs Limtræ får udover en ny ejer også en ny, stor kunde, når der i den kommende tid igangsættes produktion af komponenter til Taasinge Elementers fabrikker.
Det vil medføre øget aktivitet i produktionen hos Annebergs Limtræ – og på lidt længere sigt et behov for at ansætte flere medarbejdere.
– Synergierne i denne handel er i dén grad til at få øje på. Foruden en højt specialiseret egenproduktion af limtræ til vores fabrikker overtager vi et stærkt sortiment af specialprodukter med blandt andet naturhytter, søjlehuse og havepavilloner. Det er et marked i positiv udvikling, hvor Taasinge Elementer ikke er til stede i dag, siger Martin Tholstrup.
Han ser et stort potentiale i at udnytte Taasinge Elementers indsigt og erfaring fra projektmarkedet til at udvikle helt nye limtræsprodukter som f.eks. bærende konstruktioner til etagebyggeri, der forventes at opnå øget efterspørgsel i takt med træbyggeriets fortsatte udbredelse.
Her har Martin Tholstrup formentlig skævet til byggeriet af Danmarks pt. højeste træhusbyggeri, Træ i Aarhus, det pt. største, WoodHub i Odense, samt AP Ejendommes ligeledes enorme træbyggeri på Marmormolen i København. Alle bygges med bærende elementer i træ.
Lukker fabrik og køber ny
Taasinge Elementer offentliggjorde så sent som i midten af august lukning af fabrikken i Hampen i Midtjylland. Med lukningen samler træproducenten den danske produktion på lokationerne i Sindal i Vendsyssel og på Tåsinge ved Svendborg.
– Nedlukningen i Hampen skal ikke ses som en spareøvelse eller et udtryk for krise. Tværtimod er vi i fuld gang med at forberede Taasinge Elementer til yderligere vækst, udtalte direktør Birgitte Clausen i august.
Vil udvikle virksomheden
Hos Annebergs Limtræ var ejerne, Frits Anneberg, 62, og Christian Anneberg, 56, begyndt at lægge en plan for et fremtidigt generationsskifte.
I familien var der ingen oplagte arvtagere til brødrenes livsværk, og derfor kom henvendelsen fra Taasinge Elementer på det helt rigtige tidspunkt.
– Det har været afgørende for os at finde en ejer, der ønsker at investere lokalt i en fortsat udvikling af Annebergs Limtræ og skabe nye arbejdspladser til glæde for lokalområdet. Dét har vi fundet i Taasinge Elementer, siger Christian Anneberg, der fortsætter den daglige ledelse af fabrikken sammen med sin bror.