Salgsdirektør overtager topposten i Dansani: “Vi skal tænke nyt og turde satse”

Peter Juul er ny adm. direktør i Dansani. Han overtager posten fra Carsten Friis, der træder ud af ledergruppen, men bevarer ejerskabet og fremover vil koncentrere sig om holdingselskabet.
Peter Juul (tv) og Carsten Friis. Foto: Jakob Helbig.
Peter Juul (tv) og Carsten Friis. Foto: Jakob Helbig.

Salgsdirektør Peter Juul er ny adm. direktør i Dansani, der udvikler og markedsfører produkter til badeværelset. Virksomheden er ejet af Friis Group, som er specialiseret i udvikling af virksomheder, der arbejder med udstyr til boliger.

Posten overtager han fra Carsten Friis, der efter 15 år i stolen nu vil koncentrere sig om at være en aktiv ejer som adm. direktør for Friis Group og Dansani Holding, der er paraply for en række selskaber, herunder Dansani.

Læs også: Henning Larsen vækster og gør klar til global ekspansion

– Dansani har en anselig størrelse med datterselskaber i en række lande, og samtidig har Friis Group gennem en årrække præsteret en solid vækst, organisk såvel som gennem opkøb. Det er jeg på selskabernes vegne utroligt stolt af, og det betyder, at vi nu er i den positive situation, at vi skal have flere kræfter ind i topledelsen for at fortsætte den gode udvikling, siger Carsten Friis og fortsætter:

– Både Dansani og de selskaber, der i øvrigt ligger i Friis Group, er nu et sted, hvor de kræver fuldt fokus. Samtidig har jeg siddet for bordenden i Dansani gennem så mange år, at virksomheden vil have gavn af friske øjne, der kan gøre en smule op med ‘plejer’. Derfor er jeg virkelig glad for, at det er lykkedes os at få så kompetent en mand som Peter Juul ombord til opgaven.

Ud over Dansani har Friis Group blandt andet investeringer i Norvi-Group, NordicForm, Quilts of Denmark samt køkkenfirmaerne Kustomhouse og Boform. Herudover ejer Friis Group også hovedparten af aktierne i Delpro, der er specialiseret i højspændingsinstallationer.

Kvalitetsmøbler til lynhurtigt levering

Den nye direktør, Peter Juul, er både uddannet købmand og har en cand.merc. inden for logistik.

Før han i august sidste år kom til Dansani, har han blandt andet arbejdet otte år for Grohe, senest som administrerende direktør for Grohes aktiviteter i Norden:

– Dansani har nogle stolte, sønderjyske traditioner og et helt særligt dna, som er tydeligt for enhver i branchen. Her er et sjældent skarpt fokus, som dækker to områder, det lykkes de færreste virksomheder at forene – nemlig at designe og udvikle kvalitetsmøbler, man er stolt af at sende på markedet, og samtidig have evnen til at producere og levere lynhurtigt, når en ordre lander. Jeg glæder mig utroligt meget til at være med til den videre udvikling i et marked, der kræver, at vi kun bliver endnu skarpere på det, vi i dag er gode til, siger Peter Juul.

Bomstærkt fundament at bygge videre på

Med Peter Juuls tiltrædelse træder Carsten Friis samtidig ud af ledergruppen og driften og vil ikke længere have sin daglige gang på Dansani.

Han fortsætter i bestyrelsen og vil fremover også repræsentere Dansani ved særlige lejligheder. Og det glæder Peter Juul:

– Dansani har et bomstærkt fundament at bygge videre på med fantastiske produkter, en velsmurt fabrik og en stærk ledergruppe med både solid erfaring og gode evner for nytænkning. Men det allervigtigste er de loyale og fleksible medarbejdere, som er et kæmpe aktiv og dem, der gør forskellen – både i dag og i morgen, siger han og tilføjer:

– Samtidig er vi i en spændende tid, hvor der sker rigtig meget omkring os, som gør, at vi skal tænke nyt og turde satse. Og det kan vi, når vi med Carsten Friis også har en stærk og aktiv ejer, der bakker os op og investerer i virksomheden.

Dansani, der er etableret i 1983 og har hovedsæde i Haderslev, har datterselskaber i England, Holland, Tyskland, Norge og Sverige.

Relateret indhold