Der blev solgt 4.000 jordvarme-anlæg i 2021 år, hvilket dækker over en vækst på 74 % i forhold til året før. Det viser nye tal fra Energistyrelsen.
Væksten er endda endnu større end for luft/vand-varmepumperne, hvor salget sidste år steg med 52 %.
– Et meget konservativt bud er, at salget af luft/vand-varmepumper og jordvarmeanlæg vil komme til at nærme sig i hvert fald 30.000 styk i år. Og i løbet kort tid er det sandsynligt at nå op på 50.000 om året, vurderer Troels Hartung, chefkonsulent hos Tekniq Arbejdsgiverne, og uddyber:
– Med udviklingen i Ukraine in mente og det stærkt øgede fokus på at blive uafhængig af naturgas, forventer vi, at der vil komme ekstra fart på. Det er en voldsom vækst, men absolut ikke urealistisk, hvis vi skal konvertere de ca. 400.000 olie- og naturgasfyr, der stadig er i den danske bygningsmasse, frem mod 2030. Vi kan derfor godt forberede os på, at markedet for varmepumper kun vil blive større de kommende år.
Anbefaler kortlægning af olie- og gasfyr
Den 29. marts afholder Tekniq Arbejdsgiverne energikonference på Christiansborg om, hvordan bygningsopvarmningen gøres grøn.
Hos Varmepumpeindustrien, der også oplever stigende interesse og salg af varmepumper, foreslår sekretariatschef Lars Abel, at man fra politisk hold straks muligt iværksætter en opgørelse og kortlægning af olie- og gasfyr i kommunerne:
– I første omgang peger vi på mulighederne for at udfase statens og kommunernes egne olie- og gasfyr. Herudover tilrettelægges en aktiv og systematisk konverteringsindsats, så alle bygningsejere af olie- og gasfyr automatisk får et tilbud om en hurtig og tryg konvertering til en varmepumpe.
Lars Abel forklarer, at det samtidig vil betyde behov for yderligere gunstige rammevilkår:
– Den overvældende interesse for den nuværende bygningspulje, hvor man kan søge om en økonomisk håndsrækning til eksempelvis at udskifte sit olie- eller gasfyr med en varmepumpe, understreger danskernes lyst til at omsætte de grønne ambitioner til handling. Håndværkerfradraget kunne samtidig målrettes den grønne omstilling, lyder det.