Det er under et halvt år siden, at den sidste del af byggeriet Køhlers Have i Sydhavnen stod færdig. Nu sælger ejendomskoncernen Nrep og udvikleren og entreprenøren AG Gruppen, der har udviklet byggeriet i et joint venture, de tre bygninger for 1,24 mia. kroner til den finske ejendomsfond CapMan.
Læs også: Direktør hos stor landinspektør: “Forskellighed er nøgleordet for udvikling”
Baggrunden for salget er, at det er gået hurtigere end forventet at nå i mål med forretningsplanen, forklarer Jacob Chemnitz, Investment Director i Nrep:
– Det er en attraktiv ejendom, som er blevet taget rigtig godt imod af markedet, og udlejningen er gået forrygende. Nu har vi i CapMan fundet en god langsigtet ejer af ejendommen, siger han.
– Alle de kvaliteter, vi leder efter
Køhlers Have bliver fondens fjerde investering i Danmark, og planen er at fortsætte med at investere i lignende ejendomme både i Danmark og Norden:
– Vores nordiske core ejendomsfond (CMRF) har et langsigtet fokus på at investere i velbeliggende og bæredygtige ejendomme i de største byer i Norden. Køhlers Have er et markant projekt i Sydhavnen, som har alle de kvaliteter, vi leder efter, når vi investerer i boligejendomme i Norden, siger Hasse Wulff, investment director i CapMan.
Læs også: Nrep afsætter 50 mio. til CO2-forbedring af københavner-hotel
– Det er gennemtænkt og veludviklet projekt med mange kvaliteter i form af nærhed til by og metro, og løsninger i høj kvalitet, tilføjer han.
Miljømæssig og social bæredygtighed
Byggeriet er det nyeste i en række projekter, som Nrep og AG Gruppen har udviklet sammen. Det er tegnet af Sweco Architects og består af tre separate bygninger med i alt 384 lejeboliger, to mindre butikslejemål og en parkeringskælder.
I byggeprocessen har der været fokus på miljømæssig og social bæredygtighed, idet byggeriet bl.a. er præcertificeret til DGNB Guld-certificering, ligesom områder som fælleskøkken, væksthus og tagterrasser, der skal forbindes med gangbroer, lægger op til naturligt fællesskab beboerne imellem.