Regeringen har sammen med SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige indgået en historisk bred finanslovsaftale.
Blandt hovedområderne er et løft til erhvervsuddannelserne, som også lå i regeringens finanslovsforslag.
Læs også: Massivt løft til erhvervsskolerne: “En glædens dag”
Hos Dansk Metal roser formand Claus Jensen netop investeringerne i erhvervsuddannelser:
– Hvis vi i fremtiden skal kunne skaffe den nødvendige arbejdskraft til den danske industri, så er det helt afgørende, at Folketinget investerer i erhvervsuddannelserne. Pengene falder på et tørt sted og bør bruges på at købe nyt udstyr til undervisningen og sikre bedre uddannelsesmiljøer og mere kvalitet i undervisningen, siger han og henviser til en ny rapport fra Cowi, der viser, at der er brug for 195.000 årsværk i industrien frem mod 2035, hvis Danmark skal nå sine klimaplaner – heraf er langt de fleste faglærte.
Stærkt signal om samarbejde
Formanden er også tilfreds med, at muligheden for at tage en erhvervsuddannelse på 110 % af dagpengesatsen i brancher med mangel på arbejdskraft nu bliver permanent.
Og så er der ros til det brede og konstruktive samarbejde om finansloven på tværs af næsten alle partier:
– Det sender et stærkt signal om samarbejde og fælles mål på tværs af politiske skel, og det sikrer holdbare politiske aftaler, som man kan regne med, siger Claus Jensen.