Ring5 spøger igen på Christiansborg

De mange rumlerier på Christiansborg om fremtidige trafikinvesteringer har fået borgmestre på Københavns vestegn til igen at pege på behovet for en Ring5.
En mulig Ring5-syd fra Køge til Frederikssundsmotorvejen. spøger igen på Christiansborg. Foto: Colourbox.
En mulig Ring5-syd fra Køge til Frederikssundsmotorvejen. spøger igen på Christiansborg. Foto: Colourbox.

Fem borgmestre fra den københavnske vestegn har rettet henvendelse til Folketingets Transport- og Bygningsudvalg for at presse på for en Ring5-syd fra Køge til Frederikssundsmotorvejen.

Baggrunden er en høring på Christiansborg den 9. juni om perspektiverne i en Ring5-motorvej og en eventuel ophævelse af den transportkorridor, der virker hæmmende på såvel erhvervs- som boligudbygning fra Helsingør i nord til Køge i syd.

De fem borgmestre opfordrer Folketinget til at fremme analysearbejdet for etablering af en Ring5-syd-løsning, da der er tiltagende trængselsudfordringer for den tværgående trafik i Hovedstadsområdet.

Delte meninger

Desuden viser Vejdirektoratets seneste analyser af samfundsmæssigt afkast af en Ring5-syd-løsning ifølge de fem borgmestre, at en analyse eller VVM-redegørelse bør være nært forestående.

– Eventuelt i en form, hvor analysearbejdet opdeles i to adskilte initiativer for henholdsvis Ring5-syd og spørgsmålet om arealreservationer i den nordlige del af transportkorridoren, skriver borgmestrene fra Høje-Taastrup, Ballerup, Ishøj, Køge og Vallensbæk.

En række andre borgmestre i blandt andet Greve og Solrød har derimod tidligere forsøgt at få regeringen til at tage planerne om en Ring5 af bordet og dermed også arealreservationerne, der ligger i vejen for kommunernes udvikling.

Afventer

Transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt har tidligere skrevet til Transport- og Bygningsudvalget, at hvis der skal ske ændringer i forhold til transportkorridorerne, skal det ske i forbindelse med en revision af Fingerplan 2013, hvori arealreservationerne er udlagt.

Relateret indhold