Renoverer centralt Aarhus-hotel for 20 mio. kr.

Det kommer til at koste op mod 20 mio. kr. at omdanne Hotel Royal i Aarhus til et førende boutiquehotel med 73 nyrenoverede værelser, atriumområde, lobby samt gangarealer.
Hotel Royal har stået med udsigt over Store Torv i Aarhus i 180 år. Nu skal det opdateres i stor stil.
Hotel Royal har stået med udsigt over Store Torv i Aarhus i 180 år. Nu skal det opdateres i stor stil.

Det har stået der i mere end 180 år, men nu trænger det ikoniske Hotel Royal på Store Torv i Aarhus til en større omgang. Ejerne, hotel- og gastronomikoncernen Bühlmann, tager derfor hul på en omfattende renovering af hotellet.

Renoveringen, der påbegyndes 2. januar og ventes afsluttet i maj 2024, forventes at komme til at koste mellem 17 og 20 mio. kr.

Ejer og direktør i hotelkoncernen, Danni Bühlmann, siger:

– Det er både med forventningsglæde og stor ærefrygt, at vi netop har taget hul på renoveringen af Hotel Royal. Hotellet er både med sin pompøse arkitektur og centrale placering i hjertet af Aarhus et af byens mest ikoniske vartegn, og det har vi stor respekt for. Derfor har den indledende proces, hvor vi lægger os fast på det endelige design, også været yderst omhyggelig, således vi yder Hotel Royal den respekt, hotellet fortjener.

Fire nye værelser

Hotel Royal rummer i dag 69 værelser, der alle skal gennemrenoveres. Samtidig indebærer renoveringen etablering af fire nye værelser – fra penthouse og brudesuite til Kings Suite og Queens Single – således Hotel Royal i fremtiden vil rumme 73 værelser i alt. Dertil vil også både atriumområde, lobby og alle gangarealer totalrenoveres.

Det er den svenske arkitekt- og indretningsvirksomhed Semrén & Månsson, som står for designet på det nye Hotel Royal. Ambitionen er at skabe Danmarks førende boutiquehotel med en kvalitetsstandard, som i dag ikke findes tilsvarende udenfor hovedstadsområdet.

Relateret indhold