2013 var et år med mange udfordringer for solcellebranchen, og dem har Gaia Solar A/S også fået at føle. Omsætning er derfor faldet fra 142 millioner kroner i 2012 til 90 millioner kroner i 2013.
Gaia Solar beskriver selv 2013 som værende et udfordrende år for solcelleindustrien, hvor det politiske forlig i november 2012, der ændrede nettomålerordningen medførte en opbremsning af det private marked og skabte store udfordringer for branchens aktører.
Ledelsen betragter omsætningen på 90 mio. kroner som værende tilfredsstillende, idet virksomheden flere gange i løbet af året var nødt til at tilpasse strategien på grund af usikkerheden på markedet.
– 2013 startede meget turbulent for virksomheden, men vi har qua organisationens lange erfaring formået at finde tilbage til vores styrker og årets resultat bekræfter, at vi er på rette spor, fortæller administrerende direktør i Gaia Solar A/S, Peter Terman Petersen og tilføjer:
– Solceller er, i samspil med andre vedvarende energikilder, et væsentlig og nødvendigt element i opfyldelsen af klimamålene, og vi vil derfor fortsat have et højt fokus på erhvervssalg, udvikling og eksport i 2014, slutter Peter Terman Petersen.
Resultatet er skrumpet
Det turbulente år har vist sig i resultatet, som er faldet fra 7,2 millioner kroner i 2012 til 486.000 kroner i 2013. Dette begrunder ledelsen dog delvist med, at de har valgt at foretage en kraftig investering i produktudvikling, hvor produktionsfaciliteterne i Hvidovre er blevet opgraderet med nyt udstyr.
Selskabet har desuden fået to ISO-certificeringer (ISO 9001 og 14001) og er påbegyndt eksport til blandet andet Mellemøsten.