Regeringens seneste corona-tiltag rammer forbi byggeriet

Natten til mandag kunne beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fremvise erstatningen for lønkompensationsordningerne i selskab med arbejdsmarkedets parter.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) lanceret en ny ordningen, der skal afløse lønkompensationen fra marts.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) lanceret en ny ordningen, der skal afløse lønkompensationen fra marts.

Der står stadig skrevet “corona-krise” med store bogstaver henover det danske arbejdsmarked.

Derfor var det regeringen såvel som arbejdsmarkedets parter magtpåliggende, at en ny ordning skulle træde i stedet for de lønkompensations-pakker, som har holdt hånden under flere virksomheder og lønmodtagere siden marts.

Men arvtageren hjælper ikke byggeriet i nævneværdig grad. Ikke som denne nye ordning er skruet sammen, forklarer vicedirektør i DI, Steen Nielsen, der har overtaget byggeriets interessevaretagelse efter Dansk Byggeri fusionerede med DI tidligere på året.

Men det er der heller ikke behov for, lyder det. I dag er der lige godt 30.000 medarbejdere hjemsendt på lønkompensation. Heraf kommer de små 400 fra bygge- og anlægsbranchen. Behovet for assistance er altså større andetsteds:

– Det er ikke i byggeriet, der først og fremmest er behov for nye tiltag. For rigtig mange virksomheder i den branche har klaret sig rigtig fint igennem krisen. Hos DI er vi derfor glade for den aftale, der er indgået. Folk har generelt stadig mindre at lave, end før krisen brød ud, så det nye tiltag vil givet redde nogle arbejdspladser, siger Steen Nielsen.

Branchen ser tiden an

Ude lokalt hos virksomhederne i byggeriet, er der heller ikke megen misstemning at spore på ryggen af det seneste udspil. Hos MT Højgaard, der er én af de store spillere i byggeriet, har man endnu ikke dannet sig et overblik over, hvad den nye ordning kommer til at betyde.

Ej heller hos datterselskabet Enemærke & Petersen, som tidligere har fået andel i de mange corona-millioner fra staten, er der noget nævneværdigt at meddele ovenpå regeringens udspil.

Direktør for marked, kunder og forretning Peder Johansen, skriver i et skriftligt svar til Dagens Byggeri:

– Vi har klaret os godt gennem corona-krisen, men vi følger selvfølgelig situationen nøje. Skulle smittetrykket ændre sig i løbet af efteråret, tager vi stilling til eventuelle støttepakker der, lyder det kortfattet.

Og det går den rigtige vej. De seneste officielle ledighedstal fra Danmarks Statistik viser et fald i ledigheden på 5.500 fuldtidspersoner i juli 2020. Dermed er ledigheden på 148.100 fuldtidspersoner svarende til 5,2 procent af arbejdsstyrken. I juni lå ledigheden på 5,4 procent.

Relateret indhold