Midlertidige kontorer på byggepladser med ordentlige arbejdsfaciliteter som fx hæve-sænke-borde, ordentligt arbejdslys og indeklima, er i fare for at blive afskaffet, hvis det står til en ny plan, som erhvervsminister Rasmus Jarlov netop har offentliggjort.
Det betyder, at de folk, der arbejder med at projektere, lede og koordinere arbejdsmiljøet på byggepladserne, vil få forringet deres arbejdsforhold, fordi ministeren vil gøre det nemmere for byggeriets virksomheder at lade projektering, tegnestuearbejde og planlægning foregå i skurvogne som dem, håndværkerne holder pauser og klæder om i.
Mindre bureaukrati og mere vækst
Forslaget til effektivisering, der er et af mange forslag, som skal lette snærende regler og administrative byrder for virksomhederne, indgår i regeringens nye udspil “Mindre Bureaukrati – mere vækst”.
Om forslaget til at forværre kontorfaciliteterne står:
“Der er i dag krav om, at lokaler til kontorarbejde mv., som anvendes i længere perioder på byggepladser, skal opfylde de krav, der gælder i forhold til faste arbejdspladser. Reglen betyder, at en række arkitekter, ingeniører, bygningskonstruktører og andre, der udfører tegnestuearbejde eller fungerer som faste byggeledere eller arbejdsmiljøkoordinatorer på de store byggepladser, har arbejdsfaciliteter på nogenlunde samme niveau som på deres virksomheds adresse. Med en ophævelse af kravet vil det være muligt at blive placeret i for eksempel skure, der svarer til det, som stilles til rådighed som ophold for byggepladsens håndværkere.?
KF siger nej tak
Ministeren forventer, at manøvren med at ændre på byggepladsens skrivebordsarbejde vil lette virksomhederne for udgifter på otte millioner kroenr årligt.
Hele udspillet, der består af 42 initiativer, forventes at lette erhvervslivet for udgifter på 2,6 milliarder kroner frem mod 2020.
– Planen om at lette byrderne for virksomhederne er en rigtig tanke, hvis ikke det lige var, fordi det sker ved at forringe arbejdsmiljøet for byggeriets ansatte for en beskeden besparelse på sølle otte millioner kroner. Mener ministeren virkelig, at vi skal håndtere milliondyre projekter i en skurvogn med en bærbar computer på skødet og en stor bunke dokumenter på en stol ved siden af?, spørger siger KF’s formand Gert Johansen retorisk.
Ifølge Gert Johansen bunder ministerens forslag i uvidenhed om arbejdet på en byggeplads.
– Det er tydeligt, at ministeren aldrig har arbejdet på en byggeplads, da det med hans forslag ikke ser ud til, at han er klar over, at byggeri ofte strækker sig over flere år, og at byggeledelse, koordination, tilsyn og en stor del af både design og projektering finder sted på selve byggepladsen og ikke i en tegnestue et andet sted. Derved adskiller den faste kontorplads sig ikke fra den midlertidige på en byggeplads, hvorfor den naturligvis skal opfylde de samme forhold, som Arbejdstilsynet stiller til faste arbejdspladser, siger han.
Forventer flere skader
Gert Johansen mener, at besparelsen nemt kan blive en dyr udgift for samfundet.
– Selvom de fleste danske entreprenører kender værdien af et godt og sikkert arbejdsmiljø, viser erfaringen, at der findes arbejdsgivere, som uden skrupler vil lade laveste fællesnævner gælde på deres byggepladser, Med ministerens forslag forventer jeg derfor, at arbejdsrelaterede skader for projekterende og tilsynsførende vil stige. Dårlige arbejdsstillinger øger fx risikoen for muskel- og skeletskader, hvilket øger nedslidningen. Samtidig skal alle de medarbejdere, der dagligt vil i kontakt med byggelederen, de projekterende eller arbejdsmiljøkoordinatoren, kunne komme ind og ud af kontoret via sikre adgangsveje. Så Konstruktørforeningen siger selvfølgelig nej tak til en besparelse, der både er latterlig lille og finansieres på ryggen af medarbejdernes helbred, fastslår han.