Danmarks Statistik har netop udgivet de seneste tal for prisudviklingen hos vareproducenter i januar 2024.
Læs også: Nye tal: Markant dyrere byggeomkostninger udhuler fortjenesten
Tallene viser, at byggeentreprenørens varekurv siden juli 2020 er steget med næsten det dobbelte af, hvad den generelle inflation er steget med – til trods for, at flere byggematerialer over det seneste år er faldet.
Seniorøkonom Lasse Lundqvist, Prognosecenteret, har netop set på udviklingen over de senere år og påpeger, at selvom flere materialer falder i pris, er det for tidligt for byggeentreprenøren at trække på smilebåndet:
– Priserne på trævarer er nu faldet konstant i de seneste halvandet år. Det gør naturligvis ondt på træleverandørerne, mens andre i byggeriet kan glæde sig. Træ er dog ikke ligefrem billigt, da priserne stadig ligger 26 % over niveau i sommeren 2020, siger han.
Lasse Lundqvist uddyber:
– Vi ser faktisk, at flere byggematerialer er blevet billigere på det seneste. Jern og stål er faldet med hele 36 % siden foråret 2022. Det er selvfølgelig positivt for byggeentreprenørerne, men før smilebåndet breder sig, bør man dykke ned i den samlede varekurv.
Beton og cement trækker op
Seniorøkonomen fortæller videre, at byggeentreprenørerne overordnet ikke har oplevet, at regningen er blevet mindre, når de fylder lastbilen med materier til projekter:
– På trods af større fald i enkelte byggematerialer er prisen på den samlede varekurv stadig på et enormt højt niveau. Faktisk er priserne for byggeentreprenører steget med godt 25 %, hvilket er dobbelt så meget som prisstigningerne for den almene forbruger. Særligt varer af sten, beton, cement mm. er steget i pris og har gjort det dyrt for byggeentreprenørerne at fylde varekurven over de seneste år.
Svært og dyrt at udregne tilbud
De konstant svingende priser på byggematerialer har gjort processen med at udregne tilbud både tidskrævende og omkostningstung, forklarer Lasse Lundqvist:
– Det har været svært for indkøbere og tilbudsberegnerne at navigere i de voldsomt varierende materialepriser over de seneste år. Selv når priserne falder på flere materialer, er det stadig voldsomt meget dyrere sammenlignet med før, da de enorme prisudviklinger tog fart tilbage i sommeren 2020.