Praktikpladstallene er på rette spor

Jannik Bay er uddannelses- og integrationschef hos DA.
Jannik Bay er uddannelses- og integrationschef hos DA.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik i 2016 en trepartsaftale, der bl.a. skal sikre flere praktikpladser til eleverne på erhvervsuddannelserne. Aftalen skal imødekomme den udfordring, at Danmark i 2025 kommer til at mangle 60.000 faglærte.

Det er aftalens målsætning, at antallet af nye praktikpladser i 2018 stiger med 2.100 sammenlignet med 2016.

De nyeste tal fra Undervisningsministeriet (for juli måned) viser at:

– I juli blev der oprettet 2.240 nye praktikpladser. Det er 253 flere end i juli 2016.

– Det samlede antal nye praktikpladser i 2018 er nu oppe på 21.470. Det er en fremgang på 1.296 ift. samme periode i 2016.

– Tallet dækker over en fremgang i det private på 1.408 og en tilbagegang i det offentlige på 113.

Det glæder mig meget, at praktikpladstallene er på rette spor. Sidste måned tog udviklingen for første gang i år et knæk i den forkerte retning. Så det er selvfølgelig rart at se, at det blot var et kort udsving.

Vi vil indfri målsætningen i trepartsaftalen, og den nuværende udvikling i virksomhederne går den rigtige vej. Det er positivt, men det er stadig helt afgørende, at både virksomheder og offentlige arbejdsgivere fastholder fokus på at oprette de nødvendige praktikpladser.

Når vi vil tilbyde vores unge en god erhvervsuddannelse, så skal de selvfølgelig også have mulighed for at komme ud på virksomhederne i løbet af deres uddannelse. Det gør 97 procent af de unge i dag. Jeg er glad for, at vores trepartsaftale fra 2016 har hjulpet med at skubbe udviklingen i den rigtige retning med flere praktikpladser.

Relateret indhold