Skovkvarteret er et område på 20.000 kvadratmeter og kommer til at bestå af 65 rækkehuse og 110 lejligheder til den almindelige københavnske familie.
Det bliver Polyform arkitekter, der i samarbejde med VLA tegner projektet for Tetris, der er udvikler på projektet. Det fortæller Polyform arkitekter i en pressemeddelelse.
Biler ingen adgang
Skovkvarteret skal leve op til sit navn ved at være et grønt og bæredygtigt område – uden adgang for biler. I udviklingen af kvarteret lægges vægt på at integrere skov, græs og grønne løsninger som et gennemgående tema for den lille bydel. Her kan den unge familie nyde en tryg hverdag midt i skov og natur, men med storbyens mange kulturtilbud kun 12 minutter væk i metro.
Skovkvarteret er lige nu i skitseringsfasen, og byggeriet forventes at gå i gang ultimo 2014.