Politikerne spilder enormt vækstpotentiale i landområderne

Steen Hoeck Klausen, branchechef for byggeri i Arbejdsgiverne.
Steen Hoeck Klausen, branchechef for byggeri i Arbejdsgiverne.

Den anden dag stødte jeg på endnu en god virksomhed, der fik afslag fra kreditforeningen på grund af deres beliggenhed. En almindelig, solid forretning, der har formået at holde skuden oven vande i 30 år.

Eksemplet er godt, fordi den er én af den type virksomheder, der ofte har svært ved at finde finansiering hos kreditforeninger eller banker. Og dem ligger der mange af i landområderne – I ved, der hvor en stor del af Danmarks velstand også bliver grundlagt. Driver man ikke en perfekt forretning – og ligger i landområderne – så bliver kassen hurtig smækket i. Det holder mange virksomheder nede, så de ikke kan udvikle sig. Det skaber et delt Danmark, hvor det er postnummeret der afgør, om man får lov til at vokse. Det skader vores sociale sammenhængskraft og er skadeligt for landets samlede økonomi.

Derudover er det stik imod regeringens politik, hvor man i udgivelsen “Vækst og udvikling i hele Danmark” fra efteråret netop sætter fokus på bedre muligheder for vækst i hele Danmark – ikke kun omkring de fire største byer. Her lokaliserede man, at det i høj grad handler om finansiering.

Udvalget om finansiering af boliger og erhvervsejendomme i landdistrikterne blev nedsat. De er efterfølgende kommet med nogle anbefalinger om at lempe kravene til købere af ejendomme og erhvervsejendomme i landdistrikterne – hvor man skal have et forholdsvis stort rådighedsbeløb.

Spørgsmålet er, hvor meget det har nyttet. Jeg kan komme i tvivl, når jeg igen og igen støder på gode virksomheder, der ikke kan finde finansiering. Der er en lille plet på økonomien her og der – men mest af alt gives afslaget fordi, de ligger i det forkerte postnummer. Selvom man ikke driver en decideret guldrandet forretning, bør man stadig have adgang til finansiering.

Her er man nødt til at tale med lidt tydeligere bogstaver overfor den finansielle sektor – og hvorfor ikke tage udgangspunkt i de anbefalinger, man har fra Udvalget af finansiering af boliger og erhvervsejendomme i landdistrikterne.

Relateret indhold