Politikerne selv skyld i praktikpladsmangel

Direktør Erik Møbius, Dansk Håndværk.
Direktør Erik Møbius, Dansk Håndværk.

Nye tal viser at antallet af unge, der ikke har en praktikplads, nu igen vokser og er rekordstort. Og derfor opfordrer Dansk Håndværk politikerne til at genindføre den praktikpladsordning, som de afskaffede for et halvt år siden.

Det er et problem, når de unge ikke oplever virkeligheden på en arbejdsplads, mens de tager en faglig uddannelse. Det er også i arbejdsgivernes interesse, at så mange unge som muligt får en læreplads.

Ikke arbejde nok

Men når der ikke er arbejde nok til de små og mellemstore virksomheder – som i høj grad er dem, der uddanner unge – så kan de ganske enkelt ikke få økonomien i en ekstra medarbejder under uddannelse til at hænge sammen.

Vi advarede allerede sidste år politikerne om, at der ville blive færre praktikpladser, hvis de afskaffede den udligningsordning, som virksomhederne selv betalte for. Det var et tilskud til dem, der tog en lærling. Men alligevel stoppede politikerne ordningen fra årsskiftet, og nu ser vi resultatet.

Når det såkaldte håndværkerfradrag ophører i december, så har det indflydelse på antallet af praktikpladser allerede nu.

Stille efter nytår

Udsigten til at boligjobordningen forsvinder fra nytår gør, at særligt de mindre håndværksvirksomheder har sat en bremse på antallet af lærlinge – for der skal være arbejde til både lærling og virksomhed i den årrække, hvor de er under uddannelse. Og hovedparten af håndværkerne lever ikke af at deltage i store offentlige byggerier. Så de ved godt, at der bliver stille efter nytår, når håndværkerfradraget ophører. Så der er to ting, som politikerne kan gør nu og her, hvis de vil give de unge chancen for at få en uddannelse tilbage.

Relateret indhold