Efter et tæt samarbejde med Albertslund Kommune har entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard, arbejdsmarkedspensionskassen PKA og statens ejendomsselskab Freja Ejendomme lagt sidste hånd på parternes forslag til en masterplan for udviklingen af området til en ny bydel med navnet Vridsløse.
Heri lægges op til opførelsen af mellem 1.400 og 1.600 nye boliger i varierende størrelser og typologier, herunder både lejligheder, studieboliger og rækkehuse, fordelt på seks levende, grønne og delvist bilfrie bykvarterer. Bydelens udformning tager i vid udstrækning udgangspunkt i eksisterende bygningers særegne karaktertræk og kvaliteter samt særlige hensyn til bydelens omgivelser. Det vil eksempelvis sige, at ny bebyggelse mod jernbanen bliver højere og mere støjskærmende, mens den imod villaerne nord og øst for området bliver lavere.
– Den nye bydel skal danne rammen om et trygt og godt liv for alle aldre med forskellige boligtyper, herunder seniorbofælleskaber og boliger for unge. Der vil være fællesskaber både i det nære naboskab og i de fælles kvartershuse og gårdrum, men også fællesskab i større forstand, hvor bydelen kan være et kulturelt og socialt samlingspunkt for alle borgere i Albertslund Kommune. Det er målet, at byens foreninger, skoler og daginstitutioner kan gøre brug af det tilbud, siger ejendomschef i PKA, Nikolaj Stampe.
For at gøre bæredygtighed konkret og målbart vil udviklingen af bydelen gennem alle faser bære præg af kriterierne fra bæredygtighedsordningen DGNB. Det vil ske med henblik på, at Vridsløse skal opnå en DGNB-byområdecertificering på guldniveau.
Bygger videre på områdets kvaliteter
En stor del af det samlede fængselskompleks og de omkringliggende bygninger bevares, herunder for eksempel hovedbygningen med den ikoniske grønne port, inspektørboligen og kirken, ligesom der er lagt op til bevaring af brudstykker af fængselsmuren som et identitetsbærende element. Andre steder tænkes geometrisk bevaring ind i bydelen. Det gælder for eksempel cellefløjene, der genopføres – så vidt muligt ved brug af fløjenes eksisterende mursten – i en moderne version, som egner sig til boliger.
– Vi kommer til at bevare, renovere og transformere store dele af de eksisterende bygninger samt benytte os af andre kulturarvsbevarende greb som eksempelvis at genanvende flere millioner mursten ved omdannelse og genopførsel af eksisterende bygninger, siger projektudviklingschef i A. Enggaard, Morten Løgsted.
Den ikoniske port bliver desuden omdrejningspunktet for et nyt kulturelt centrum der under navnet ‘Porten’ bliver et trækplaster og samlingspunkt for hele Albertslund. Porten vil byde på en bred vifte af aktiviteter og begivenheder i fængslets hovedbygninger, det gamle værksted mod syd og på pladsen foran den grønne port. Her kan eksempelvis komme café, galleri, værksted, museum, folkehus, lokal mikroproduktion, markedsdage, koncerter, pop up-restauranter og meget mere.
Masterplanen ventes at blive sendt i offentlig høring i løbet af foråret, og når projektet rammer høringsperioden, vil parterne bag invitere interesserede borgere inden for på grunden for at høre nærmere om planerne for den nye bydel.