Det går rigtig stærkt hos virksomheden Palsgaard Spær.
Det danske byggeboom har smittet af på aktiviteten, som hos de fleste andre materiale-producenter. Det betyder i særdeleshed noget på Sjælland, hvor afdelingen i Vordingborg er blevet for lille. Man rykker derfor til Slagelse – for anden gang. For præcis 10 år siden forlod man nemlig samme lokaler på ryggen af finanskrisen. Divisionsdirektør i Palsgaard Spær, Tobias Smith, udtaler:
– Vi er rigtig glade for at kunne vende tilbage til Slagelse. Det var ren nostalgi, da jeg igen trådte ind ad døren for nogen tid siden. Bygningerne på Industrivej er meget velegnede til spærproduktion, så vi har store forventninger til at få etableret en effektiv produktion her, lyder det fra chefen, som understreger, at der ikke var kapacitet nok på virksomhedens tidligere lokation i Vordingborg.
– Den har været al for lille og har kun produceret 20-25 procent af det, vi har solgt til Sjælland. Åbningen i Slagelse betyder, at vi kan reducere vores transportomkostninger betragteligt, forklarer han.
Virksomheden har seks afdelinger – heraf fem i Danmark og en i Tyskland. De primære produkter tæller vægrammer, tagmoduler, posijoist, støbeforskalling og samtlige spærtyper. Og Palsgaard Spær har i sinde at vende tilbage til Sjælland for fuld styrke. Man har de senere år gennemført betydelige investeringer i produktionsapparatet, og med opstarten på Industrivej 5 i Slagelse bliver der plads til 35 nye ansigter i produktionen, mens 12 funktionærer, som tidligere sad på kontoret på Ndr. Ringgade i Slagelse flytter med til det nye domicil.