NCC og Region Hovedstadens Center for Ejendomme har indgået kontrakt på installationsentreprisen, der er en del af tredje fase af byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland syd for Hillerød centrum.
Entreprisen udføres i samarbejde med Wicotec Kirkebjerg, der som underentreprenør til hovedentreprenør NCC skal udføre og levere hovedparten af de tekniske installationer til det kommende hospital.
– Vi har i over tre år haft et tæt og tillidsfuldt samarbejde med vores bygherre, Region Hovedstaden, og ser nu frem til at tage fat på alle de installationer, der er nødvendige i et så teknisk og krævende byggeri som et hospital er, siger Lars Scheibel, direktør i NCC Building Danmark.
Kontrakten omfatter blandt andet:
– VVS, som dækker over koldt og varmt brugsvand, omvendt osmose vand til teknisk udstyr og laboratorier, varme og køling til rum og udstyr, sanitet og armaturer, afløb, køle- og varmeanlæg, gasarter til klinisk brug herunder ilt samt sprinkleranlæg.
– Ventilation, som dækker over komfortventilation i sengestuer, kontorer, auditorier og andre opholdsområder, procesventilation i laboratorier og ved teknisk udstyr, samt operationsstue-, og renrumsventilation med særlige krav.
– El, som dækker over al strømforsyning herunder højspændingsanlæg, nødstrømsanlæg, tavleanlæg, al kabling, belysningsarmaturer og kommunikationsanlæg.
Totalrådgivere er Herzog & de Meuron i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter og med underrådgiverne Rambøll, Moe, Vogt Landscape Architects og Henrik Jørgensen Landskab.
Enorm kompleks teknisk del
Det kløverformede hospital erstatter de nuværende to hospitaler i Nordsjælland med et nyt, moderne akuthospital. Hospitalet opføres som én bygning i fire etager over kælder, i alt 123.000 m2 inkl. kælder, og det kommer til at rumme ca. 20 kliniske specialer. Adskilt fra selve hospitalet og med særskilt trafikbetjening opføres en serviceby, hvorfra hospitalet serviceres via en tunnel.
En af ambitionerne er at bryde med det kolde, institutionelle udseende, som hospitaler kan være kendt for, og det nye hospital opføres derfor i organiske former og placeres i grønne omgivelser med udgangspunkt i helende arkitektur, der byder på integrerede sansehaver, hensigtsmæssigt lysindfald og et hospitalsmiljø, der er let at orientere sig i.
– Nyt Hospital Nordsjælland er ambitiøst og radikalt nytænkende, og den tekniske del af byggeriet er enormt kompleks. Vi ser frem til at fortsætte det gode og konstruktive samarbejde med NCC og Region Hovedstaden om opførslen af Nordsjællands nye hospital, siger adm. direktør i Wicotec Kirkebjerg Brian Ludvigsen.
Kontrakten er på 1,15 mia. danske kroner, og arbejdet forløber fra Q1 2023 og forventes afsluttet i slutningen af 2025.
Når hospitalet står færdigt, skal det betjene 325.000 af Region Hovedstadens borgere.