Selv om unge ofte får kritik for kun at ville gymnasiet, er det ikke tilfældet i hele landet. Især i Horsens har man succes med at tiltrække elever til faguddannelserne på Learnmark Tech – herunder særligt tømreruddannelsen.
Helt ekstraordinært har 104 unge og voksne valgt at begynde på uddannelserne til enten EUD- eller EUX-tømrer, fortæller Kim Clausen, afdelingschef på Learnmark Tech, som uddyber, at alle uddannelser inden for bygge- og anlægsfagene mærker øget interesse.
– Der er travlt i branchen, så der er brug for fagligt dygtige medarbejdere. Det betyder også, at der er gode muligheder for lærepladser til dem, der kan og vil. Jeg tror, det er en af årsagerne til det stigende optag, siger Kim Clausen.
Kloge hoveder med kloge hænder
En anden årsag til rekordoptaget skal også findes hos de unge selv.
Omkring 20 procent af de elever, der starter på grundforløb 2, har en studentereksamen. Det er en tendens, der de senere år har været stigende.
Studenter kan få merit for en del af grundfagene, og her får de i stedet mere træning i værkstederne, hvor de kan dygtiggøre sig og tilegne sig rutine på fx maskinerne i værkstederne, fortæller afdelingschefen.