Opfindsom fynbo får 4,5 millioner

Skærerobotten Amigo fra det fynske firma Kobots har vist stort potentiale og scoret topkarakterer i test. Det belønnes nu med 4,5 millioner kroner fra to EU-fonde, som skal gå til videreudvikling og kommercialisering.
Det tager under ti minutter at opstille og samle robotten, som består af ramme, motor, software og et head-set. I rammen kan sættes forskellige former for standard elektrisk værktøj, lyder det fra den opfindsomme fynbo Peter Hartvigsen. Foto: Nils Lund.
Det tager under ti minutter at opstille og samle robotten, som består af ramme, motor, software og et head-set. I rammen kan sættes forskellige former for standard elektrisk værktøj, lyder det fra den opfindsomme fynbo Peter Hartvigsen. Foto: Nils Lund.

Den danske, stemmestyrede skærerobot fra Kobots – Voice Responsive Robotics er med topkarakter blevet tildelt 4,5 millioner kroner fra de to EU-fonde SME Instrument og Eurostars. Fondene støtter små virksomheder på vej frem, på dels udviklings- og dels salgssiden. EU har dermed fået øjnene op for det store potentiale indenfor stemmestyrede robotter, der på en gang effektiviserer, mindsker spild og forbedrer sikkerhed og arbejdsmiljø.

– Vi skal bruge de 4,5 millioner til at kommercialisere og videreudvikle vores stemmestyrede skærerobot Amigo og tre andre produkter, vi har i pipelinen. De nye produkter er også stemmestyrede og kører på samme IT-platform, så de supplerer og komplimenterer Amigo. Mere kan vi ikke sige, før patentet er hjemme. Vi er meget stolte af at EU har givet os det eftertragtede Seal of Excellence og 13.99 points på en skala, hvor topkarakteren er 15. Det betyder, at de virkeligt ser vores potentiale, siger Peter Hartvigsen, CEO og grundlægger af Kobots – Voice Responsive Robotics, der åbner for salg af den stemmestyrede robot i starten af oktober.

Byg tre gange hurtigere

Amigo fungere på den måde, at hver tømrer bærer et headset, så han har hænderne fri til at måle op og montere. Amigo spørger løbende efter de oplysninger, den skal bruge. For eksempel: “Hvad vil du skære – ende, side, hul?” eller “gentag mål i venstre side”. Tømreren styrer robotten verbalt med en række kommandoer og forudbestemte skabeloner samt talrækken. Ved flere udskæringer af samme plade fortsætter dialogen, indtil tømreren giver den orden: “Skær”. Derefter bliver pladen hurtigt skåret og er klar til montering. Imens kan tømreren gøre klar til montering, flytte stillads, skrue efter og så videre.

Et testforløb i samarbejde med studerende fra Syddansk Universitet og Designskolen i Kolding har vist, at udførelsen af et byggeri bliver op mod 3,5 gange hurtigere. Samtidig reduceres belastningen fra støv, støj, vibrationer og dårlige arbejdsstillinger.

Spild mindskes også med robotten, som indsamler data og registrerer materiale, som kan genbruges. Det er godt for både økonomi og miljø, når den eksempelvis gør opmærksom på, at næste gipsplade kan være på det stykke plade, som ligger i bunken af fraskæringer som nummer tre.

Relateret indhold