I 2016 vedtog BRFfondens bestyrelse en strategi, der havde fokus på at etablere ‘state of the art’-kollegier primært rettet mod unge under uddannelse i håndværksfag tilknyttet byggeri.
Sidste år blev Herning udvalgt, og i begyndelsen af sidste uge blev der i Horsens taget første spadestik til det første af tre planlagte kollegier.
Læs også: Nyt håndværker-kollegie på vej til Herning
Nu er den sidste placering på plads, og i Musicon-bydelen, som er nabo til Roskilde Tekniske Skole, kommer til at ligge det tredje kollegie, der ligesom de to andre skal bidrage til at tiltrække unge håndværkere til uddannelser inden for håndværksfagene og derigennem være med til at genetablere prestigen ved at lære et håndværk og videreføre den danske håndværkstradition. Og der er brug for de unge.
Læs også: Første spadestik taget til Håndværkskollegie i Horsens
For selvom at der er tryk på byggeriet, bliver det svært at holde dampen oppe, hvis det ikke lykkes at få flere unge til at uddanne sig inden for håndværksfagene. I takt med, at de ældre i håndværksbrancherne går på pension, skal der være nok unge tømrere, murere og andre i de bygningsrelaterede fag til at tage over.
Meget liv i form af kultur og foreningsliv
På kollegiet i Roskilde bliver plads til 84 håndværkslærlinge, som kan se frem til helt særlige værkstedsfaciliteter og fællesarealer i høj byggemæssig kvalitet.
– Nu er der en konkret placering til alle tre kollegier, og netop Musicon-bydelen har så meget liv i form af kultur og foreningsliv, at de unge får en ekstra dimension her, siger Kristian May, direktør for BRFfonden og Fonden for Håndværkskollegier, som med aftalen har sikret sig forkøbsret på grunden, når den kommer i udbud.
Særligt godt øje til placeringen
Videre fortæller han, at kollegierne skal være den optimale ramme for de unge lærlinges udvikling og uddannelsesmuligheder:
– Vi har valgt at bygge steder, hvor der er et behov og nogle gode samarbejdspartnere. Og her i Roskilde her vi haft et særligt godt øje til placeringen lige ved siden af erhvervsskolerne og midt i et virkelig dynamisk miljø med Roskilde Festival Højskole, Orange Makers og skatehal som de nærmeste naboer, siger Kristian May.
Hvis Fonden for Håndværkskollegier efter offentligt udbud køber grunden, kan Håndværkskollegiet i Roskilde sandsynligvis slå dørene op for de nye beboere i begyndelsen af 2027.