Øget plantesalg kræver udvidelser af havecentre

Sol eller regn - kunderne skal have en oplevelse, når de shopper planter til haven.

Om solen skinner eller det styrter ned, det kommer ikke til at betyde noget, hvis man handler hos Plantorama i det kronjyske.

Havecenter-kæden er på vej med et par store udvidelser af centrene i Viborg og Randers, som får fleksible roll air-tage, der kan åbnes i godt vejr og lukkes i regnvejr.

– Det handler om at give kunderne den bedste oplevelse og produkterne de bedste betingelser, og derfor har vi også fokus på at indrette vores eksisterende centre, så de tiltaler kunderne, fortæller projektchef Tue Akstrup Jensen fra Plantorama.

– Og der skal en vis størrelse til for at være attraktive og kunne tilbyde et bredt udvalg, tilføjer han.

Masser af kvadratmetre

De nye tilbygninger giver samlet knap 4.000 kvadratmeter fordelt på cirka 1.500 kvadratmeter i Viborg og cirka 2.500 kvadratmeter i Randers i form af overdækkede udendørs afdelinger med roll air-tagene.

Udvidelserne bliver opført med energibesparende løsninger såsom LED-belysning og regnvandsopsamlingsanlæg til vanding af blomster og planter.

Det er NRE Denmark, der skal stå for udvidelserne. Det var også NRE, der opførte de seneste centre i Tilst og Hørsholm, som stod færdige i foråret i år. Tilbygningerne påbegyndes til efteråret med forventet aflevering i foråret 2022.

Relateret indhold