BNP-vækstskønnet for 2016 er nedjusteret fra 1,9 procent i december til nu 1,1 procent, og Bo Sandberg mener på den baggrund, at spørgsmålet er, om man overhovedet kan tale om opsving med de vækstrater.
– Trods det noget deprimerende vækstbillede er det Dansk Byggeris opfattelse, at den overordnede, svagt kontraktive dosering af finanspolitikken er ganske fornuftig set i lyset af de gode tendenser på arbejdsmarkedet og boligmarkedet. Man skal ikke male et alt for sort billede af byggesektoren. Der er trods alt nogle lyspunkter i dansk økonomi – både på arbejdsmarkedet og boligmarkedet, siger Bo Sandberg, der dog advarer mod at stramme yderligere end allerede planlagt – eksempelvis i forbindelse med Finansloven for 2017.
Overordnet dosering
Mens Dansk Byggeri således er enig i den overordnede dosering af finanspolitikken, så advarer erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen mod at sænke ambitionerne for de offentlige investeringer, der er nødvendige forudsætninger for at geare dansk økonomi til fremtidig vækst:
– Det er glædeligt, at faldet i de offentlige investeringer i 2016 i den nye Økonomiske Redegørelse er nedjusteret fra 6,9 procent i december til 3,7 procent nu, og ligeledes er opjusteret en smule i 2017 fra -0,2 procent til +0,1 procent. Dermed går man, populært sagt, “fra grumt til blot slemt”, siger Bo Sandberg og konstaterer over for Dagens Byggeri, at retningen er positiv, men tempoet er moderat.
Advarsel
Han advarer mod at tro, at de private investeringer automatisk vil rejse sig og komme tilbage på før kriseniveauet.
– De offentlige investeringer er under alle omstændigheder vanskelige at time rigtigt til at dosere den økonomiske politik. I stedet bør man udelukkende se på, om investeringerne giver en god samfundsøkonomisk forrentning eller ej, siger Bo Sandberg, der også noterer, at det er lavvæksten, den sløje produktivitetsudvikling og investeringerne, der er de store strukturelle udfordringer i dansk økonomi – ikke de offentlige finanser.