Nyt videnscenter for byggeri rykker ud

Undervisningsministeriet har i dag offentliggjort, at det nye Videnscenter for bæredygtighed, klimarenovering og byggeri skal have base i Horsens.
Nyt videnscenter for byggeri får base på Learnmark Horsens. Foto: Niels Johan Juel Jensen
Nyt videnscenter for byggeri får base på Learnmark Horsens. Foto: Niels Johan Juel Jensen

Containere på hjul fyldt med den nyeste teknologi og særligt tilrettelagte læringsforløb inden for bæredygtighed, klimarenovering og byggeri kører fra foråret 2018 fra Learnmark Horsens til elever på erhvervsskoler i hele landet.

Learnmark Horsens og to samarbejdsskoler er udvalgt af Undervisningsministeriet til at være Videnscenter for bæredygtighed, klimarenovering og byggeri. Samarbejdsskolerne er Roskilde Tekniske Skole og Den jydske Haandværkerskole. De tre skoler skal ifølge Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens, nu i gang med blandt andet at indrette de to mobile containere og planlægge undervisningsforløb.

– For os har det været et hovedomdrejningspunkt, at det bliver hele landets videnscenter, og at så mange elever som muligt får adgang til videnscentrets muligheder. Her har vi fra starten sagt, at eleverne ikke skal komme til videnscentret, men at videnscentret skal komme til eleverne. Derfor har vi valgt den mobile løsning, fortæller Niels Yde.

Specialbyggede containere

De to specialbyggede containere kan have plads til en klasse ad gangen. Den ene container skal målrettes boligbyggeri, den anden erhvervsbyggeri.

Henrik Øelund, direktør for Den jydske Haandværkerskole, fortæller, at containernes udstyr skal understøtte særlige problemstillinger inden for videnscentrets virkefelt, så eleverne oplever, at det ikke kun er vigtigt at have styr på sit eget håndværk. Gennem videnscentrets undervisningsforløb skal eleverne lære at tænke på tværs af håndværk for at sikre bæredygtighed og klimarenovering inden for alle dele af byggeriet.

– Vi skal i fremtiden uddanne håndværkere, som tænker på tværs. Og lige præcis derfor indtænker vi i videnscentrets setup, at for eksempel tømrere, murere og elektrikere får viden om hinandens håndværk. Vi har i vores planlægning af videnscentret haft fokus på at skabe en overbygning på den normale undervisning i det enkelte håndværk, siger Henrik Øelund.

Trækker på erfaringer

Inspirationen til at skabe et mobilt videnscenter kommer fra Horsens, hvor Insero-organisationen gennem flere år har udviklet, designet og implementeret mobile labs til brug for de lokale grundskoler.

Katrine Læssøe Mikkelsen, som er leder af Education-sektionen hos Insero, fortæller, at deres mobile labs er en kombination af udstyr, som de enkelte skoler ikke selv kan præstere, og særligt udformede læringsforløb, der understøtter den pædagogiske brug af teknologien.

– Vi ser frem til at udvikle containerne sammen med videnscentret. Vores erfaring er, at mobile labs giver gode muligheder for at lave inspirerende og motiverende undervisning med mest mulig læring. Derudover skal man tænke på, at containerne kommer ud på skolerne og dermed kommer til at spille ind i den dagligdag, som allerede er på skolerne. På den måde bliver skolernes værksteder og videnscentret tænkt ind i en helhed, hvor eleverne forud for videnscentrets ankomst løser opgaver, som de skal forædle og eksperimentere med, mens videnscentret er på skolen, siger Katrine Læssøe Mikkelsen.

Testes til foråret

Learnmark Horsens og de to samarbejdsskoler vil udvikle et bookingsystem, som skal sikre, at containerne står på skolerne og ikke på motorvejene. Inden det bliver en realitet, venter en travl periode, og planen er ifølge direktør for Roskilde Tekniske Skole, Jesper Østrup, at containerne bliver testet af udvalgte elever i foråret 2018.

– Og så er det ellers meningen, at vi kører ud på skolerne med fuld damp fra august 2018. Derudover vil vi allerede nu sætte gang i processen med at få udviklet læringsforløb og pædagogisk praksis, så vi sikrer størst mulig fleksibilitet i måden videnscentret bruges på. Vi vil løbende i den kommende fase informere om projektet, og vi ser frem til, at det her bliver hele Danmarks videnscenter, siger Jesper Østrup.

Faglærernetværk

Som supplement til containerne etablerer videnscentret en lærings- og vidensplatform, som alle erhvervsskoler kan bruge. Her kan de finde læringsforløb og tendenser inden for alle de håndværk, som videnscentret dækker.

Derudover vil videnscentret stå i spidsen for et faglærernetværk, som sikrer, at håndværkene hele tiden har kontakt med videnscentrets aktiviteter – både inden for det enkelte håndværk og på tværs af håndværkene.

Relateret indhold