Nyt Semco-domicil færdigt

I dag flytter 400 Semco-medarbejdere til nyt domicil ved Esbjerg Strand.
NCC Construction har været hovedentreprenør på Semcos nye domicil i Esbjerg, der er ejet af PensionDanmark.
NCC Construction har været hovedentreprenør på Semcos nye domicil i Esbjerg, der er ejet af PensionDanmark.

Om byggeriet

  • Størrelse: 15.000 kvadratmeter
  • Etager: 5
  • Max. antal arbejdspladser: 750
  • Antal P-pladser. 450
  • Bygherre: PensionDanmark
  • Lejer: Semco Maritime
  • Hovedentreprenør: NCC
  • Arkitekt: GPP Arkitekter

For nylig afleverede NCC Construction et færdigt 15.000 kvadratmeter stort domicil til Semco i Esbjerg, og det er en af de største erhvervsflytninger i byen i mange år, når Semco Maritimes 400 medarbejdere fra fire lokationer i dag flytter sammen på Esbjerg Brygge.

Unik beliggenhed

Med en unik beliggenhed på det yderste vestvendte areal af den nye Esbjerg Strand-bydel, bliver det nye hovedsæde en længe ventet samling af alle Semco Maritimes aktiviteter i Esbjerg.

Et moderne, smukt og velindrettet byggeri, der giver os optimale muligheder for at samarbejde og dele viden på tværs af koncernens enheder.

Adm. direktør Steen Brødbæk Semco Maritime

– Vi har glædet os længe til at pakke denne julegave op. Resultatet er blevet præcis, som vi havde drømt om: Et moderne, smukt og velindrettet byggeri, der giver os optimale muligheder for at samarbejde og dele viden på tværs af koncernens enheder. Det styrker både effektivitet og innovation, som er vigtige konkurrenceparametre i en offshore sektor, hvor alle jagter gode løsninger på svære udfordringer, siger Semco Maritimes administrerende direktør Steen Brødbæk.

Havet som inspiration

Omgivet af havet på tre sider vælter lyset ind i bygningen. Domicilet er opbygget som en åben struktur, der symboliserer sammenlægningen af fire tidligere adresser til én samlende arbejdsplads.

De 15.000 kvadratmeter fordelt på fire etager er indrettet med stærk inspiration fra de maritime omgivelser. En intern indretningsgruppe har sørget for gennemtænkte valg af farver, former og funktion på alt fra tæpper og fliser til stole, borde og kaffekopper.

Bygningens indeklima lever op til nogle af de højeste standarder på området. Det betyder bl.a., at dagslysforhold og ventilation er tilpasset verdenshjørnerne optimalt i hvert eneste rum.

Samtidig opfylder byggeriet moderne energikrav, og er ét af blot 13 kontorbyggerier i Danmark med en DGNB-certificering.

PensionDanmark er bygherre på det nye domicil til Semco Maritime, der lejer hele bygningen. I første omgang skal Semco Maritime ikke bruge hele pladsen i de skalérbare omgivelser, og har derfor lejet ca. 800 kvadratmeter ud til Niras A/S.

Relateret indhold