Nyt samarbejde vil sætte skub i energirenoveringer

Relanceringen af Energihjem.dk skal gøre det både nemmere og sjovere for boligejere at komme i gang med at energirenovere.
På Energihjem.dk kan man indtaste en adresse og finde energipotentialet for boligen. Illustration: Energihjem.dk.
På Energihjem.dk kan man indtaste en adresse og finde energipotentialet for boligen. Illustration: Energihjem.dk.

Selvom lysten til at renovere boliger er stor, så glemmer mange boligejere at indtænke energirenoveringer. Sådan hedder det i en pressemeddelelse fra Energihjem.dk, der vil råde bod på forglemmelsen med en ny portal.

– Bygninger står for omkring 40 procent af vores energiforbrug, og gevinsterne ved at energirenovere er mange. Vi oplever rekordhøj vækst i lysten til at renovere boligen, men mange boligejere får ikke tænkt energirenoveringer ind i denne proces. Målet er, at Energihjem.dk skal bidrage til, at husejerne prioriterer energirenovering lige så højt som de i dag prioriterer nyt køkken, badeværelse eller terrassen, siger administrerende direktør hos Energihjem.dk Martin Borgstrøm.

Den nye portal er udviklet af 3byggetilbud.dk i samarbejde med Danske Bank. Energihjem.dk er målrettet private husejere og potentielle huskøbere. Portalen har eksisteret siden 2009, men blev re-lanceret i samarbejde med Danske Bank 30. oktober.

Stort potentiale

Blot 13,5 procent af de danske parcelhuse med energimærke har de bedste energimærker A og B, ifølge kommerciel direktør i Danske Bank Claus Harder. Det betyder, at der er et betydeligt potentiale, som er blevet nemmere at indfri.

– Der har manglet et sted, hvor boligejerne bliver mødt i øjenhøjde og rent faktisk bliver motiveret til at energirenovere. Vi har gentænkt måden at formidle viden på, som forhåbentlig kan bidrage til at flere boligejere kommer i gang med energirenoveringer. Med 3byggetilbud.dks håndværkernetværk i ryggen kan man også indhente uforpligtende tilbud på at få arbejdet udført, siger Martin Borgstrøm.

Undersøgelser fra Danske Bank viser, at 60 procent af boligejerne ikke ved, hvor de skal søge information om energirenoveringer og ikke kender boligens energimærke.

Relateret indhold