Nyt rekordår for Eurodan-huse

Salg og byggeri af enfamiliehuse har været med til at skabe stor vækst i parcelhusfirmaet.
Thomas Dahl, adm. direktør i Eurodan-huse, kan være godt tilfreds med regnskabet for 2016/17, som var et nyt rekordår for virksomheden. Pressefoto.
Thomas Dahl, adm. direktør i Eurodan-huse, kan være godt tilfreds med regnskabet for 2016/17, som var et nyt rekordår for virksomheden. Pressefoto.

Regnskabet for 2016/17 er positiv læsning for Eurodan-huse. Det familieejede parcelhusfirma kom ud af regnskabsåret med en vækst i nettoomsætningen på 37 procent til 759 millioner kroner og et resultat på 48,3 millioner kroner før skat. Det er en forbedring på 138 procent i forhold til forrige regnskabsår.

Det er især meget stor interesse for Eurodan-huses enfamiliehuse, hvilket slår igennem i regnskabet. I årets første tre måneder har Eurodan-huse solgt 192 huse, næsten dobbelt så mange som i samme periode af 2016. Markedsandelen ligger omkring 10 procent.

– Vi er meget tilfredse med regnskabet og med udviklingen for Eurodan-huse. Grundlaget for vores vækst og resultat er, at virksomheden har fokus på kerneværdierne og er i balance med sig selv. Mange af de dygtige og engagerede medarbejdere har derfor lang anciennitet. De byggede Eurodan-huse for 5 og 10 år siden, og de bygger et nyt igen i morgen. Det er unikt i en byggevirksomhed, siger adm. direktør Thomas Dahl, Eurodan-huse.

Medarbejderns indsats er derfor belønnet med en million-bonus, som er udbetalt for første gang i eurodan-huses historie, påpeger Thomas Dahl.

Nye showrooms

Samtidig er det lykkedes med at øge kvaliteten og arbejde klogere, så Eurodan-huse lægger mere på bundlinjen. Overskudsgraden er steget fra 3,9 til 6,4. Det betyder både mulighed for at investere i fremtiden og konsolidere virksomheden. Egenkapitalen er således vokset til 88 millioner kroner, og soliditeten udgør 24,5 procent.

Eurodan-huse investerer også det kommende år i fortsat vækst.

– Vi oplever et stigende antal kundehenvendelser fra familier uden for de fire største byområder i Danmark. Væksten i byggeriet er nu bredere funderet med fremgang i byer som Herning, Vejle, Hillerød og syd og vest for København. Troen på fremtiden og lysten til at bygge nyt er stor. Vi ønsker at være tæt på kunderne, og derfor udvider vi og åbner to nye showrooms for kunderne i henholdsvis Vejle og Hillerød, siger Thomas Dahl.

Relateret indhold