Nyt parkeringshus i Aalborg får genbrugsfacade

A. Enggaard A/S benytter certificerede aluminiumsgenbrugslameller som facademateriale i et forsøg på at reducere nybyggeris CO2-aftryk.
Facaden er konstrueret i genbrugsaluminium på A. Enggaards nye p-hus i Aalborg. Pressefoto.
Facaden er konstrueret i genbrugsaluminium på A. Enggaards nye p-hus i Aalborg. Pressefoto.

I disse år gennemgår Østre Havn i Aalborg en omfattende udvikling fra tidligere industrihavn til en blandet bydel med forskellige boligtyper, erhvervslokaler og butikker.

Det kræver selvfølgelig også parkeringsfaciliteter, og nogle af dem står A. Enggaard bag. Netop nu er åbnet et 11.000 kvadratmeter stort parkeringshus med plads til 395 biler på Østre Havn – og der knytter sig et særligt klimamæssigt aber dabei til byggeriet. For fokus har især været på anvendelsen af genbrugsmaterialer, så man kunne reducere byggeriets CO2-udslip.

Man har nemlig genanvendt aluminiumslameller i konstruktionen af facaden, da man dermed sparer produktionen af nye. Lamellerne er fremstillede, så de er nemme at samle og adskille, hvilket medfører, at de let kan genanvendes, når parkeringshuset har udtjent sin funktion. Parkeringshuset bliver derfor et eksempel på, hvordan man kan bygge bæredygtig hverdagsarkitektur i stor skala. Christer Nesvik er projektleder hos Sangberg og har haft ansvaret for parkeringshuset. Han fortæller, hvordan arbejdet med hverdagsarkitektur kan bidrage til en bæredygtig fremtid.

– Der er ingen tvivl om, at det er i de store hverdagsprojekter, at byggeriet for alvor kan gøre en forskel i forhold til bæredygtighed. Når boliger og de andre funktioner, som mange af os benytter i dagligdagen, bliver udviklet med et bæredygtighedsfokus, så rykker man for alvor ved byggeriets potentiale til at imødekomme klimaudfordringerne. Når det sociale aspekt samtidig adresseres, idet parkeringshuset skaber opholdssteder der er tilgængelige for alle, så er vi kommet et lille stykke videre ad vejen mod et mere bæredygtigt samfund, siger han.

Det omtalte parkeringshus, er det andet af slagsen, som A. Enggaard, Sangberg og Niras opfører i samarbejde på Østre Havn. I 2018 modtog det første parkeringshus Aalborg Kommunes bygningspræmiering for smukt byggeri, hvor dommerkomitéen i deres motivation for præmieringen blandt andet konkluderede, at “Parkeringshuset kan tjene som forbillede for, hvordan tunge infrastrukturanlæg kan føje sig ind i bybilledet.”

Relateret indhold