Når det nye Nordea-domicil efter planen slår dørene op i 2017, vil i alt omkring 2.500 ansatte blive budt indenfor i et hus, der er opført efter en af markedets højeste standarder for bæredygtighed.
Byggeriet er tegnet af Henning Larsen Architects og omfatter 46.600 kvadratmeter kontorarealer og 14.000 kvadratmeter parkeringskælder. Det skal efter planen LEED-certificeres på platinniveau, som er højeste niveau i den amerikanske byggestandard.
… vi har tilrettelagt en lang række af processerne i forbindelse med opførelsen af bygningen, så der spares mest mulig tid og energi.
Projektleder Stig Peters MT Højgaard
Grønne løsninger
– Certificeringen stiller høje krav til alle aspekter af byggeriet, lige fra bygningens placering tæt på offentlig transport og cykelstier, over logistikken i selve byggeprocessen og frem til de anvendte byggematerialers miljø- og CO2-mæssige aftryk. Eksempelvis er vores ambition, at 75 procent af affaldsmængderne fra byggeprocessen skal kunne genanvendes, ligesom vi har tilrettelagt en lang række af processerne i forbindelse med opførelsen af bygningen, så der spares mest mulig tid og energi, forklarer projektleder Stig Peters fra MT Højgaard, som er totalentreprenør på projektet.
Det nye Nordea-domicil er opbygget omkring et åbent såkaldt trader floor, der bliver arbejdsplads for omkring 400 medarbejdere. Bygningen opføres med tre sammenhængende atrier med glas/alu-facader hængt uden på bygningen, mens basen beklædes med skifer fra Midtsverige.
Desuden overdækkes den af en tagkonstruktion, der skråner konstant fra syd mod nord for at lette bygningens håndtering af nedbør, ligesom taget er forsynet med ovenlys, som skal sikre optimalt lysindfald i bygningen.
– Tagkonstruktionen er et godt eksempel på de energi- og tidsmæssige besparelser, som kendetegner byggeriet. De særlige render omkring ovenlysene er udført på jorden, så vi har kunnet hejse færdige ovenlys-elementer op og montere dem hurtigere end ellers. Det har både givet os vigtige tidsbesparelser, men har også gjort det lettere at få tætnet bygningen, fortæller Stig Peters.
CO2-reducerende tagmembran
Derudover er taget på det nye Nordea-domicil beklædt med en særlig tagmembran, Derbicolor Olivine, som er i stand til at optage og omdanne luftens CO2. Tagmembranen, som leveres af Derbigum-distributøren Eurotag Danmark, er omfattet af en genanvendelsesordning samt en produktgaranti på 20 år.
– Genanvendelsesordningen betyder i praksis, at vores netværk af tagentreprenører indsamler fraskåret tagpap, som derefter køres til fabrikken og indgår i produktion af ny tagpap. På den måde minimeres spildet på byggepladsen, ligesom belastningen af miljøet reduceres. Derudover kan vi garantere en levetid på minimum 20 år, og det har jo også betydning for totaløkonomien i så ambitiøst et projekt, forklarer adm. direktør Peter Kranz fra Eurotag Danmark.