Nykøbing F sygehus får grønt lys til modernisering

En modernisering til 232 millioner kroner skal styrke Nykøbing F. Sygehus som et attraktivt og moderne akutsygehus.
Skitse til udvidelse af Nykøbing F. Sygehus. Pressefoto.
Skitse til udvidelse af Nykøbing F. Sygehus. Pressefoto.

Regionsrådet har netop godkendt projektforslaget for byggeriet af Nykøbing F. Sygehus, der samler sygehusets akutte funktioner. De fleste af pengene går til en ny sengebygning til akutte patienter, en intensiv afdeling og en stor hjerteafdeling. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

– Nykøbing F. Sygehus er vigtigt som akutsygehus for Lolland, Falster og det sydligste Sjælland, hvor patienterne får hurtig behandling af høj kvalitet. Det kræver velfungerende og moderne rammer, fastslår Jens Ravn, formand for Udvalget for sygehusbyggerier og innovation i Region Sjælland.

Derfor er Jens Ravn også glad for, at et regionsrådet tidligere har besluttet at fremrykke byggeriet, så akutsygehuset står færdigt i 2017 fremfor 2020.

– Vi samler sygehusets akutte funktioner, skaber bedre sammenhæng i patientforløbene og en attraktiv arbejdsplads, siger Jens Ravn.

Sygehusets akutte hjerte

Byggeriet skaber mulighed for at flytte cirka 52 ud af sygehusets cirka 250 sengepladser til moderne rammer. Den nye bygning bliver en del af sygehusets akutte hjerte. Bygningen får direkte forbindelse til akutmodtagelsen og bliver opført i tre etager, der indeholder akutafdeling, intensiv afdeling og hjerteafdeling.

Desuden etableres en helikopterlandingsplads ned mod Guldborgsund, og der er afsat en mindre sum til ombygninger i eksisterende bygninger. Det hele forventes udbudt i maj 2015 med byggestart i august 2015, og det skal stå færdigt i efteråret 2017.

I forvejen er Nykøbing F. Sygehus i gang med at bygge en ny hovedindgang med reception og café, og det tidligere sygehuskøkken ombygges til kontorer – for i alt 14 millioner kroner.

Udover de aktuelle byggeprojekter er der vedtaget en visionsplan, der viser, hvordan Nykøbing F. Sygehus kan udvikle sig – med flere moderne sengeafdelinger, en ny behandlingsbygning med operationsgang og billeddiagnostik samt en hovedindgang ned mod vandet.

Relateret indhold