Der er blevet udviklet og bygget et utal af nye boliger i og omkring Nyborg de seneste år. Nu ønsker byrådet i Nyborg Kommune at tage hul på planlægningen for et stort byudviklingsområde på bar mark vest for byen.
Her skal der bygges et helt nyt boligområde med rækkehuse, åben-lav og tæt-lave boliger. Første udkast af helhedsplanen, der er tænkt som en guide til udviklingen af området de næste mange år, arbejder med i alt 410 boliger.
Stærke beboerfællesskaber
Helhedsplanen for det nye boligområde er konstrueret for at opnå stærke beboerfællesskaber. Den rummer hhv. 149 åben-lave boliger på byggegrunde på mellem 500-1000 m2 i Enghusene, 78 rækkehuse med et indre grønt fællesskab i Lysningen, 35 tæt-lave boliger i 2, måske endda 2,5-3 etager, udgør Skovrækkerne, der får stor nærhed til skoven, seks klynger i Gårdhusene rummer i alt 92 tæt-lave boliger, mens der bygges 56 rækkehuse fordelt på fire boligveje.
En sti, der skal løbe hele vejen rundt om området, kan f.eks. peppes op med opholdssteder, naturlegepladser, fugletårn, madpakkehus, shelters, gangbroer i de våde enge mv. Stien sammenfletter byggefelterne og de fælles grønne arealer og inviterer Nyborgs øvrige beboere indenfor i kvarteret.
Vigtig regnvandshåndtering
Det nye boligområde bliver naturligt omkranset af hhv. Hjulbyvej, Fynsvej og Lindenborgvej. Med Hjulby Sø, den eksisterende fredskov samt de åbne marker, som en fjerde afgrænsende faktor, vil de eksisterende terrænformer understøtte områdets potentialer.
Afsættet i det eksisterende terræn er fundamentalt for opnåelsen af en velfungerende regnvandshåndtering.
Regnvandshåndtering og fællesskabsunderstøttende tiltag har været højt prioriteret allerede tidligt i planlægningen. I planforslaget er der hele tre forslag til, hvordan regnvandshåndteringen kan fungere i samspil med naturværdier og rekreative aktiviteter.