Ny vejlov strammer krav til kommunerne

Af de 74.366 kilometer offentlige veje, der findes i Danmark pr. 1. januar 2014, administreres 3.797 kilometer af staten og ca. 70.569 kilometer af kommunerne.
Forslaget til den nye vejlov indsnævrer antallet af love fra fire til to, så Vejbidragsloven og Renholdelsesloven ophæves. Foto: Colourbox.
Forslaget til den nye vejlov indsnævrer antallet af love fra fire til to, så Vejbidragsloven og Renholdelsesloven ophæves. Foto: Colourbox.

137 sider og over 140 paragraffer. Det er den korte beskrivelse af forslaget til den nye vejlov, som transportminister Magnus Heunicke (S) torsdag fik førstebehandlet i Folketinget.

Lovforslaget er ifølge ministeren et led i moderniseringen af lovgivningen på vejområdet, hvor vejlovgivningen i dag består af fire love – Privatvejsloven, Vejbidragsloven, Renholdelsesloven og Vejloven.

Med lovforslaget reduceres antallet af love på området fra de nuværende fire love til to hovedlove – Vejloven og Privatvejsloven, mens de to øvrige love ophæves. Den gældende vejlov stammer i sin grundform fra 1972, og selvom der løbende er foretaget justeringer, er loven på en række områder ikke længere tidssvarende.

Gravearbejder

Lovforslaget indeholder en række helt nye tiltag, der især relaterer sig til bekæmpelse af trængsel på vejene:

– Fremkommeligheden er blandt andet udfordret af mange gravearbejder på vejnettet, og derfor lægger lovforslaget op til at sætte fokus på bedre styring og koordinering af gravearbejder, ligesom der foreslås bemyndigelse til at fastsætte regler om vilkår om bod, når gravearbejder forsinkes.

Det skal altså i fremtiden koste vejentreprenører en bod, hvis ikke de sikrer, at arbejdet gennemføres hurtigt og effektivt.

Kommunerne får samtidig hjemmel til at differentiere betaling for parkering til fordel for miljøvenlige køretøjer ved eksempelvis at gøre parkering for elbiler og andre typer af grønne køretøjer billigere eller helt gratis.

Omklassificering

Af de 74.366 kilometer offentlige veje, der findes i Danmark pr. 1. januar 2014, administreres 3.797 kilometer af staten og ca. 70.569 kilometer af kommunerne.

Blandt ændringerne i lovgivningen er reglerne om “Opklassificering af private fællesveje og nedklassificering af offentlige veje”.

Kommunerne får fortsat mulighed for at omklassificere eksisterende kommunale veje, eksempelvis i villaområder, til private fællesveje og dermed alle udgifterne til vedligeholdelse og vinterhold til boligejerne selv.

Men i den nye Privatvejslov er der indført en bestemmelse, som pålægger kommunalbestyrelsen at afholde udgifterne til vedligeholdelsen af en privat fællesvej, når kommunalbestyrelsen bestemmer, at vejen skal istandsættes i en højere standard end den hidtidige.

Hvis kommunen overgiver ansvaret for en tidligere kommunal vej til boligejerne selv – oftest repræsenteret i en grundejerforening – stilles der nu krav om udarbejdelse af en tilstandsrapport, der skal sendes i høring hos de berørte borgere. Hele afgørelsen inklusiv den endelige tilstandsrapport og det kommunale faktiske skøn kan prøves af Vejdirektoratet.

Kommunen kan altså ikke tørre regningen på mange års misligholdelse af en vej af på eksempelvis boligejerne.

Relateret indhold