En femtedel af råhusets klimabelastning kan i runde tal fjernes, hvis man erstatter de traditionelle betonelementkonstruktioner med in situ-støbte VST-elementer udført med den grønne betontype Uni-Green fra Unicon. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Nyheden bygger på livscyklusrapporten for en helt ny systemleverance, som råhus-entreprenøren Premium Syscon sammen med Unicon udbyder fra årsskiftet. Heraf fremgår det konkret, at hvis man erstatter råhusets traditionelle vægelementer i almindelig beton med VST-elementer fra Premium Syscon udført med Unicons UNI-Green beton, ryger CO2-besparelsen op på 23 procent. Og besparelsen bliver på 17 procent, hvis man erstatter de traditionelle betonhuldæk med VST-elementer udført med UNI-Green.
Reducerer den tungeste post
– Ud fra resultaterne ses det overordnet, at CO2-aftrykket er lavere i vægkonstruktioner ved at anvende VST-konstruktioner inkl. fabriksbeton frem for præfabrikerede elementer, forklarer afdelingsleder Peter Hesselholt fra ingeniørfirmaet Moe, som har lavet rapporten.
– Råhuset udgør den tungeste post i klimaregnskabet, og her kan man lave den største reduktion for de færreste penge. Men en vigtig forudsætning er, at man ikke giver køb på hverken styrke, stabilitet eller andre essentielle egenskaber for at nå reduktionen. Med den nye systemleverance kan man nu opføre byggerier uden begrænsning i højden og med markante CO2-reduktioner i forhold til traditionelt elementbygger, supplerer COO i Premium Syscon Christian Lundeborg.
Grønnere byggeri fra i år
Hos Unicon er man begejstrede for perspektiverne i at få UNI-Green i spil som del af en samlet systemleverance inden for råhus-entrepriser allerede fra starten af 2021.
– Vi har sat os et ambitiøst mål. Vi vil gøre det nemt at bygge bæredygtigt i beton, så vi kan bidrage til den igangværende grønne omstilling i hele byggesektoren. Det er et ansvar, vi som landets førende betonproducent skal tage på os, og derfor arbejder vi intensivt med at reducere CO2-aftrykket i vores betonprodukter, øge anvendelsen af genbrugsbeton samt bidrage til at skabe emissionsfrie byggepladser i hele Danmark, forklarer direktør Jan Søndergaard Hansen fra Unicon, som kalder samarbejde for en vigtig katalysator for den bæredygtige udvikling i byggesektoren.