V. Brøndum A/S benytter forårets store messe, Byggeri’16, til at præsentere den nyeste udvidelse inden for produktserien af de danske Ronda heavy-duty støvsugere. Ronda 2800H Green Tech er navnet på nyheden, og som navnet antyder, er der tale om en klasse H-støvsuger, som primært er målrettet de større opgaver med store mængder fint eller sundhedsfarligt støv – som for eksempel slibning af træ- og betongulve, fugeudkradsning, nedbrydningsopgaver m.fl. Det oplyser V. Brøndum A/S i en pressemeddelelse.
Tømning og bortskaffelse af det opsugede materiale bliver hurtigt en vigtig del af arbejdsprocessen, når der arbejdes med store mængder støv. Den nye Ronda 2800H giver i den forbindelse mange valgmuligheder for opsamlingssystemer, hvilket gør det muligt at vælge den løsning, som passer den enkelte bruger af maskinen bedst og selvfølgelig den konkrete arbejdsopgave bedst.
Flere muligheder
Ronda 2800H kan leveres med Longopac poseopsamling, en beholder på 40 liter til cementstøv, en beholder på 65 liter til lettere støv, samt en kombination, hvor man kører med Longopac poser i en beholder.
Samtidig tilbydes en klapventilenhed, som kan skydes ind over opsamlingssystemet, og som sikrer en stor set støvfri tømning, hvor der er behov for det. Det er endda muligt at konfigurere maskinen, så den kan tømmes under drift. Suges der for eksempel store mængder fint cement fra en gulvsliber, vil det være muligt, at én operatør tømmer støvsugeren, samtidig med at en anden operatør sliber videre med gulvslibemaskinen.
Tre motorer
Ronda 2800H er udviklet til at håndtere store mængder fint støv, som for eksempel cementstøv, og den er udstyret med et selvrensende kanalfiltersystem, som også benyttes i andre Ronda maskiner. Samtidig reduceres filterbelastningen ved hjælp af en cykloneffekt. Endelig er maskinen også udstyret med et Ronda filterrensesystem.
Maskinen har tre kraftige Green Tech motorer og kan leveres både til 230V eller 380V. De tre motorer kan tændes separat, og arbejder man på en opgave, hvor der kun er sikringer med 13 ampere til rådighed, kan man reducere strømforbruget ved blot at køre med to motorer.
En timetæller er standard, så man for eksempel kan følge med i, hvornår maskinen skal serviceres.
Ronda 2800H er udviklet til byggebranchen, og derfor er den beskyttet af et kraftigt metalstel og udstyret med store hjul, som gør maskinen velegnet til transport mellem og på byggepladser.