Det nye bygningsreglement, BR18, præciserer rammerne for den kontrol af udførelsen af bærende konstruktioner, som udførende virksomheder skal gennemføre af hensyn til sikkerheden af de bærende bygningsdele.
Det sker efter en række ulykker satte fokus på behovet for at sikre mod fejl under selve projekteringen – et fokus der nu er udvidet til også at omfatte udførslen.
Præciseringen i BR18 og den nye standard stemmer overens med et nyt nationalt anneks B5 til Eurocode 0, der er det europæiske projekteringsgrundlag for konstruktioner. Annekset træder i kraft samtidig med publiceringen af den nye standard på område. BR18 beskriver ikke, hvad der skal kontrolleres, hvor meget der skal kontrolleres eller hvem der skal foretage kontrollen. Her kommer den nye standard ind i billedet som en hjælp til at gennemføre almen kontrol og dokumentation heraf.
– Standarden skal give fælles, generelle og materialeuafhængige principper for, hvordan den almene kontrol skal gennemføres i forbindelse med udførelsen. Den er dermed et redskab til de udførende, men også til de projekterende, da den tydeliggør behovet for, at de præciserer behovet for eventuel særlig kontrol, fortæller Charlotte Vartou Forsingdal, konsulent i Dansk Standard.
Det er Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, der har bedt Dansk Standard om at udarbejde den nye standard.
Branchen kan være med
For at tilpasse standarden bedst muligt til brugernes behov, inviterer Dansk Standard til en workshop, hvor interesserede fra branchen kan give konstruktive input til standardens indhold – alt sammen under devisen om, at brugerne bedst selv ved, hvad der er behov for at skabe klare retningslinjer for.
– Vi skal ende med en standard, der giver mening for de udførende håndværkere og entreprenører, der skal bruge standarden i hverdagen, siger Charlotte Vartou Forsingdal.
Workshoppen finder sted den 16. april hos Dansk Standard. Alle tilmeldte modtager første udkast til standarden, som kan læses igennem inden workshoppen.