En ny opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at byggesagsbehandlingen på landsplan ligger på 21 dage i gennemsnit. Især på Sjælland er der lange ventetider, og hele 97 dage er der til forskel på behandlingstiden i landets hurtigste og langsomste kommune.
Men en ny certificeringsordning er nu på vej, og ordningen betyder, at bygherrerne fremover skal have dokumenteret den tekniske del af byggesagsbehandlingen hos en certificeret privat rådgiver. Det kan ifølge Bygherreforeningen lette presset hos kommunerne og åbne muligheden for en mere effektiv myndighedsbehandling for bygherrerne.
Det er afgørende, at den nye ordning ikke giver nyt administrativt bøvl, fordi der bliver grænseflader til flere aktører. Jo flere instanser, bygherren skal forholde sig til, desto mere uforudsigeligt kan forløbet blive.
Henrik L. Bang Direktør, Bygherreforeningen
– Bygherrerne oplever mange steder udfordringer i den eksisterende myndighedsbehandling. Der er stor variation fra kommune til kommune, hvilket betyder øgede omkostninger og produktivitetstab. Blandt andet har det været en udfordring at få de samme godkendelser igennem fra en kommune til den næste. Vi ser muligheder i den nye ordning, men også nogle opmærksomhedspunkter, siger direktør i Bygherreforeningen, Henrik L. Bang, på foreningens hjemmeside.
Mere strømlinet
En mere strømlinet byggesagsbehandling har længe været på Bygherreforeningens ønskeseddel. Det er dog fortsat afgørende for Bygherreforeningen, at principperne falder rigtigt på plads, for at den bliver en reel gevinst for bygherrerne. Ordningen, der forventes at træde i kraft i 2017, betyder nemlig en ny praksis i byggesagerne, og derfor skal grundstenene til et optimalt samarbejde mellem myndigheder, rådgivere og bygherrer først til at formes nu.
I den forbindelse er der nogle opmærksomhedspunkter, som er vigtige at have fokus på, mener Bygherreforeningen.
– Det er afgørende, at den nye ordning ikke giver nyt administrativt bøvl, fordi der bliver grænseflader til flere aktører. Jo flere instanser, bygherren skal forholde sig til, desto mere uforudsigeligt kan forløbet blive. Desuden er det helt afgørende, at der bliver reel fri konkurrence mellem de certificerede aktører, og at der ikke opstår monopollignende tilstande, som skruer prisen i vejret. Det kræver derfor, at en bred kreds af virksomheder kan certificeres, siger Henrik L. Bang.
Bygherreforeningen finder det vigtigt, at principperne i ordningen bliver grundigt behandlet og afholder i den forbindelse et temamøde i slutningen af oktober, hvor certificeringsordningens principper præsenteres, lige som deltagerne får mulighed for at diskutere ordningens indhold. Tilmelding sker på Bygherreforeningens hjemmeside.