I december 2015 modtog renoveringen af Himmerland Boligforenings afdeling 19 & 22 i Sundparken prisen som Årets Byggeri af den danske byggebranche, og hæderen fortsætter for det succesfulde projekt, som har genoprettet et boligområde i en socialt udsat del af Aalborg.
Virserums Konsthall, et af Sveriges mest anerkendte rum for kunst, står bag den anerkendte Architecture of Necessity-pris, som i 2016 gives til tre projekter på verdensplan. Prisen tager udgangspunkt i projekter, der udviser respekt for de mennesker, som bliver påvirket af projekterne. Det oplyser C.F. Møller.
Prisen går til projektet, fordi det er et overbevisende eksempel, faktisk et af kun ganske få, som viser en fornyelse af et senmodernistisk boligområde.
Fra juryens motivation
– Prisen går til projektet, fordi det er et overbevisende eksempel, faktisk et af kun ganske få, som viser en fornyelse af et senmodernistisk boligområde ikke ulig det svenske ‘millionprogrammet’, lyder juryens motivation for at vælge C.F. Møllers Sundparkenprojekt som en af de tre vindere.
Renoveringen af boligforeningens afdelinger har transformeret et ellers anonymt og nedslidt boligområde til et livligt og socialt bæredygtigt sted. Her har der været fokus på landskabelige greb, som gør det nemt at finde vej, og som åbner forhaver og skaber individuel identitet, skriver Virserums Konsthall blandt andet i beskrivelsen af C.F. Møllers projekt.
– I et udsat område af Aalborg gøres det ordinære ekstraordinært og inviterer til menneskelig interaktion. Det her er en type opgave, som bliver meget vigtig i de kommende år, og som juryen faktisk efterspurgte tilbage i 2013, står der i motivationen for prisen.
Et skulderklap
Hos C.F. Møller vækker prisen stor glæde hos afdelingsleder Søren Tortzen, som har været ansvarlig for de renoveringsprojekter, C.F. Møller har gennemført i Aalborg.
– Det er endnu et stort skulderklap til et projekt, som både vi og vores bygherre er stolte over. Vi er stolte over, at projektet er blevet modtaget, som det er. Vi er ikke mindst glade og stolte over måden, som beboerne har indtaget området påny. De har fået ejerskab til stedet i højere grad end tidligere, hvilket har været med til at give området en ny identitet, siger han.
C.F. Møller får overrakt prisen under Wood Summit Småland sidst i juni. De to andre vindere af årets pris er projekterne A Place of Respect and to Pass on Knowledge af Iredale Pedersen Hook, et ældrehjem for aboriginere i det nordvestlige Australien, og The Wave af The Scarcity and Creativity Studio fra Norge.
Juryen ved Architecture of Necessity 2016 består af Claes Caldenby fra Stockholms Teknologiske Universitet, den estiske arkitekturhistoriker Epp Lankots, svenske Erik Stenberg fra Kungliga Tekniska Högskolan og danske Inge Vestergaard fra Aarhus Arkitektskole.