Med “Jubilæumsprisen” ønsker Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar at hædre indsatser, der rykker byggebranchen i en mere samfundsansvarlig retning. Det er der behov for, udtaler foreningens formand Palle Adamsen.
– Byggeriet har en række udfordringer, særligt på det sociale område, som skaber problemer på byggepladserne og for samfundet generelt. Det kan være for mange arbejdsulykker, for få lærlinge og udfordringer med social dumping. Men byggeriet bidrager også med gode løsninger på udfordringerne. For eksempel er vi en af de brancher, som er bedst til at få utilpassede unge i arbejde. Med vores pris vil vi sætte fokus på de gode ting, vi gør i branchen, og som bevæger os i en bedre retning. Det er der brug for, udtaler han til erhvervsmediet CSR.dk.
Når den nye pris for første gang overrækkes på byggeriets store awardshow Building Awards 2019, bliver det til en aktør eller et byggeprojekt, som har fået samfundsansvar til at gå hånd i hånd med forretningsværdi og derfor bør stå som et forbillede for resten af branchen.
Ud af skjulet
Indsatser, som skaber social bæredygtighed under selve byggeprocessen eller gavner inklusion med det færdige byggeri, fortjener mere opmærksomhed af den positive slags, siger sekretariatschef for Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar Christina Schultz, der glæder sig over den nye pris.
– Det er afgørende at vi også viser, at der sker meget godt i byggebranchen, og vi kan gøre en forskel. Ved at skabe praktik- og jobmuligheder til for eksempel udsatte unge eller flygtninge, giver vi dem både en vej ind på arbejdsmarkedet og uddanner arbejdskraft til en branche, som i den grad efterspørger flere hænder. Og med udgangspunkt i mottoet for FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling “Leave no one behind”, har vi også gode muligheder for at designe bygninger, så de kan være med til at styrke fællesskaber, siger hun.
Vinderen af “Jubilæumsprisen”, som er støttet af Realdania, vil blive vurderet ud fra følgende tre elementer: Graden af samfundsværdi med særlig fokus på social bæredygtighed – gerne med kobling til FN’s verdensmål, forretningsmæssig værdi for de involverede parter, og til sidst graden af nytænkning og samarbejde på tværs af byggeriets værdikæde.