“Arbejdsulykker koster 28,4 mia. kr. – om året”, kan man læse i artiklen her. Tallene gælder ikke kun for bygge- og anlægsbranchen, men det er bredt kendt, at branchen er en af de største bidragsydere til ulykkesstatistikkerne for det danske arbejdsmarked.
For det står overordnet set grelt til med ulykkesstatistikkerne i branchen, ligesom det står grelt til med de udenlandske medarbejderes vilkår og aflønning i byggeriet. Begge dele forsøger 3F Byggegruppen og Dansk Håndværk nu at rette op på i en ny fælles overenskomstaftale.
Her har lønmodtagere og arbejdsgivere givet håndslag på at fremtidssikre byggebranchen – bl.a. i forhold til trivsel, arbejdsmiljø, bedre organisering samt en ny regel, der skal forbedre sikkerheden og sundheden ude på arbejdspladserne.
Reglen betyder, at hvis der konstateres forhold med overhængende risiko for sikkerhed og sundhed, og disse ikke bringes i orden efter henvendelse fra f.eks. arbejdsmiljørepræsentanten, så indkaldes der til et organisationsmøde mellem parterne for at bringe forholdene i orden inden for tre dage.
Dertil indføres en ny medarbejderudviklingssamtale (MUS) for at forbedre trivslen og sætte fokus på efteruddannelse.
Læs også: 66 pct. færre arbejdsulykker på 5 år – sådan gjorde Kemp & Lauritzen
Formand for 3F Byggegruppen Claus von Elling er glad for denne forbedring af overenskomsten og for at arbejdsgiversiden vil være med til at sikre, at færre kommer til skade eller i værste fald livsfare på jobbet:
– Alt for mange kommer til skade i byggebranchen. Ofte i situationer, der kunne have været undgået. Vi må og skal have ulykkesstatistikkerne ændret.
Direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen, er enig:
– Det er jo udelukkende i vores interesse, at vores ansatte ikke kommer til skade og at trivslen ude på byggepladserne styrkes. Derfor er vi også glade for, at der nu indføres en medarbejderudviklingssamtale som skal øge fokus på den enkeltes trivsel, udvikling og ikke mindst efteruddannelse.
Boligtillæg på 25 kr. i timen
Foruden de generelle lønstigninger fra OK23-aftalen, der blandt andet sikrer en øget pensionsindbetaling fra arbejdsgiver (10 %/2 %) samt en forhøjet betaling til særlig lønopsparing som rammer 15,30 % (tidligere SH-konto), indføres et boligtillæg på op til 25 kr. i timen til udenlandske ansatte, som i dag ligger omkring mindstebetalingssatserne.
Læs også: Med livet som indsats: Migrantarbejdere trues til tavshed
Lønløftet af de udenlandske kolleger betyder meget for Claus von Elling:
– Vi er gået til forhandlingerne med et krav om at det skal være slut med at udenlandske kolleger placeres på minimallønnen og fratages retten til en lokal forhandling. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at boligtillægget bliver en del af vores overenskomst. Som jeg ser det, er det både et værn imod social dumping og et forsvar for vores overenskomster.
Dansk Håndværk og 3F Byggegruppen vil i den kommende overenskomstperiode dertil samarbejde om organisering og udvikling af branchen på områder såsom grøn omstilling og digitalisering.