Ny direktør i tysk VVS-kæmpes danske forretning

Efter 11 år som adm. direktør i Viega har Kent Nielsen valgt at træde tilbage. Han overdrager posten til Anders Zeeberg Mikkelsen, som kommer med knap 30 års erfaring i HVAC-branchen.
Kent Nielsen (tv) og Anders Zeeberg.
Kent Nielsen (tv) og Anders Zeeberg.

Gennem 11 år som adm. direktør har Kent Nielsen opbygget og udviklet den familieejede tyske virksomhed nordiske organisation, der har hovedsæde i Birkerød i Nordsjælland.

Viega er en af verdens førende producenter af VVS- og installationsteknik med over 4.700 medarbejdere på verdensplan.

Hjemvendt fra Holland

Med ønske om at dedikere sin tid til aktivt bestyrelsesarbejde og som ekstern advisor i startup-virksomheder fratræder han nu stillingen og overlader posten til Anders Zeeberg Mikkelsen, der kommer fra en rolle som Country Director for Vaillant i både Norden og Holland.

Anders Zeeberg Mikkelsen, der netop er vendt hjem til Danmark efter fem års udstationering i Amsterdam, hvor han har løftet Vaillants strategiske forretning, kommer med 29 års erfaring i HVAC-branchen.

Ud over at have arbejdet med salg, udvikling og ledelse hos Vaillant har han erfaring fra grossistvirksomhederne Brødrene A&O Johansen og A.C. Nielsen´s Eftf.

Fortsat udvikling fra stærkt fundament

– Jeg har gennem hele min professionelle karriere arbejdet i HVAC-branchen, og det er og forbliver mit hjertebarn. Derfor er det mig en stor glæde – sammen med Viegas mange dygtige medarbejdere, kunder og partnere – at få lov at fortsætte den stærke udvikling, som Kent Nielsen har skabt et solidt fundament for i Norden, siger den nye adm. direktør.

Overdragelsen til den nye direktør vil ske som en glidende overgang i foråret 2023. Kent Nielsen vil samtidig have opgaver for Viega Tyskland i resten af 2023 og vil endelig ved udgangen af året træde tilbage.

Relateret indhold