Flere entreprenører efterspørger hurtig dokumentation på CO2-besparelser på EPD-deklareret armeringsstål. Det oplever armeringsspecialisten Celsa Steel Service i Ølstykke. Derfor har virksomheden netop lanceret en ny hjemmeside med indbygget CO2-beregner.
– Med den online CO2-beregner giver vi entreprenørerne mulighed for hurtigt at udregne CO2-besparelser på EPD-deklareret armeringsstål gennem hele projektfasen, lyder det fra Søren Kilmose, direktør hos armeringsspecialisten Celsa Steel Service Danmark.
Han tror, flere producenter vil gå den samme vej i fremtiden.
– Vi oplever en øget interesse for CO2-dokumentation i entreprenørleddet. En naturlig konsekvens af DGNB-byggeriets fremmarch, men også et udtryk for stigende interesse for at profilere sig på CO2-besparelser i det enkelte byggeri, siger han.
Han mener, udskillelsesløbet er i gang blandt producenterne – og dem med den bedste og hurtigste CO2-dokumentation vil vinde, når paradigmeskiftet til bæredygtigt byggeri er sket.
Jagter politisk forståelse
Han er i dag taknemlig for, at virksomhedens moderselskab Celsa Group gennem 25 år har haft fokus på grøn omstilling og markeret sig blandt Nordens førende indenfor bæredygtig stålproduktion. Af samme grund var Celsa Steel Service den første armeringsleverandør i Danmark, der kunne fremvise EPD-deklaration på armeringen fra stålværket i Mo i Rana, der drives på egen vandkraft.
Men Celsas CO2-beregner er kun en dråbe i havet, så længe bæredygtigt byggeri ikke sættes på dagsordenen på politisk niveau, mener Søren Kilmose.
– Efterspørgslen på bæredygtigt byggeri og dermed EPD-deklarerede byggematerialer skal komme oppefra – enten fra bygherrer selv eller fra politisk hold, siger Søren Kilmose.
– Vi har heldigvis set de første store bygherrer prioritere bæredygtigt byggeri – men der er lang vej endnu i et prispresset marked, hvor entreprenørerne kæmper på pris. Han efterlyser at der lægges mere politisk pres på eksempelvis kommunerne, når de skal bygge nyt. Kun således kan CO2-besparelser blive et reelt parameter i markedet, mener han.