Ifølge sn.dk er Region Hovedstaden i gang med at opføre et nyt retspsykiatrisk center ved Sct. Hans Øst. Byggeriet forventes at blive taget i brug i 2021, hvor funktioner, der nu ligger i Sct. Hans Vest, flyttes over i det nye byggeri.
Det frigiver det kæmpestore område til andre formål, bortset fra den bid af Kurhuset, som allerede er afsat til Roskildes nye outdoor-efterskole.
Roskilde Kommune håber på at købe hele området og er foreløbig i dialog med Region Hovedstaden om dette, skriver sn.dk
Kommunen vil skabe en helhedsplan, der skal styre den fremtidige udvikling af området, og kommunen har allerede, inden den er blevet ejer, lagt sig fast på, at det skal blive et område med både bolig og erhverv.
En meget stor del af området er underlagt bindinger på grund af fredninger af bygninger og natur, og det fører til, at kommunen trods alt kun forventer, at der kan flytte 800-900 indbyggere ind i det nye område.
De første analyser af området viser, at der er relativt få byggemuligheder til nybyggeri, og det derfor primært er omdannelse af eksisterende bygninger til andre formål, der bliver aktuelt i området, oplyser sn.dk.
Helhedsplanen udvikles i første halvår af 2019. Den skal følges op af en handleplan.