Ny attraktion på toppen af København

Det Danske Filminstitut bygger en 1500 kvadratmeter filmtematiseret rooftop på taget af Cinematekets fem etager høje karré-bygning på Gothersgade.
Salling-varehusene i Aarhus og Aalborg har haft kæmpe succes med at udnytte tagene. Visualiseringer: Rambøll.
Salling-varehusene i Aarhus og Aalborg har haft kæmpe succes med at udnytte tagene. Visualiseringer: Rambøll.

Med en ny open-air biograf på taget af Cinemateket i hjertet af København, bliver det fremover muligt at nyde filmklassikere med udsigten over byen som unik kulisse.

– Ambitionen er at udnytte den spektakulære udsigt og skabe et markant udendørs filmkulturelt samlingspunkt, hvor gæsterne kan få både seriøse og underholdende filmoplevelser under åben himmel. Vi kommer desuden til at supplere filmformidlingen med en interaktiv open air-udstilling bestående af en række spots med forskellige filminstallationer, siger Jakob Buhl Vestergaard, som er vicedirektør i Det Danske Filminstitut.

Rambøll har designet Filminstituttets Rooftop med øje for den eksisterende bygningsstruktur, de filmiske installationer, og under hensyn til naboer og udsigtsmulighederne.

For at skabe en sammenhæng og et udtryk, der spiller sammen med det eksisterende byggeri og det filmiske univers, tager designet afsæt i den gamle bygnings materialepalette. Nye bygningsvolumener på taget er udformet med afsæt i den karakteristiske udvendige stålstruktur på den ikoniske gangbro over Vognmagergade. Stålstrukturen på taget gør det samtidig muligt at etablere fleksibel overdækning af open-air biografen, så publikum kan sidde beskyttet i det lunefulde danske vejr.

De sidste godkendelser til projektet mangler endnu.
De sidste godkendelser til projektet mangler endnu.

– Hele rooftop’ens layout er programmeret som en sammenhængende opdagelsesrejse i det danske filmunivers med forskellige tematiserede installationer, i forening med grønne oaser og en café med både inden- og udendørs servering, siger Siri Stokholm Carlsen, Rambølls sagsarkitekt på projektet.

Det er den danske ingeniør-, arkitekt- og rådgivningsvirksomhed Rambøll, som har designet Filminstituttets Rooftop. Virksomheden står også bag rooftops på Salling stormagasinerne i Aalborg og Aarhus. De første tre måneder havde de en halv million besøgende og har siden fået status af turistattraktioner med høje besøgstal.

Bygningen på Gothersgade i Københavns centrum blev opført af Egmont H. Petersen i 1912-14. Siden 1996 har ejendommen udgjort Filmhuset for Det Danske Filminstitut. Det Danske Filminstitut, der driver Cinemateket, er statsligt ejet og har til formål at støtte, bevare og formidle dansk film og fremme filmkultur generelt. Cinemateket viser omkring 2000 film om året.

Byggeriet af Filminstituttets nye Rooftop indledes i juni med forventet åbning for publikum i marts 2021. Igangsættelse af byggeriet forudsætter endelig byggetilladelse fra Københavns Kommune.

Relateret indhold