Ny ansøgningsrunde til solcellepulje

I foråret åbnede Energinet.dk for fire puljer på i alt 60 MW. Puljerne er endnu ikke tømt, derfor åbnes endnu en ansøgningsrunde snart.
I oktober kan der igen ansøges om del i puljen. Foto: Colourbox.
I oktober kan der igen ansøges om del i puljen. Foto: Colourbox.

40,99 MW er, hvad der er tilbage fra forårets ansøgningsrunde, som sluttede i maj. I runde tal svarer det til omkring 40.000 hustandes elforbrug, fremgår det af Energinet.dk.

I forårets ansøgningsrunde var der i alt støttepuljer på 60 MW, de var uddelt på fire underpuljer, som henholdsvis lejeboliger, private husstande, solcellelav og boligforeninger kunne søge.

I forårets ansøgningsrunde endte det med, at det kun var den pulje, som private husejere kunne søge, der løb tør.

Louise Rønne Christensen Energinet.dk

Fra 1. oktober og frem til 31. oktober er de resterende 40,99 MW lagt sammen i én pulje, som de fire kategorier alle kan søge om, skriver Energinet.dk.

Kun en pulje løb tør

Energinet.dk forventer, at den samlede pulje vil skabe mindre kø for at aflevere ansøgninger på trods af, man forsat behandler ansøgninger i den rækkefølge, de modtages.

– I forårets ansøgningsrunde endte det med, at det kun var den pulje, som private husejere kunne søge, der løb tør. Her i efteråret er der næsten dobbelt så meget kapacitet i den nye fælles pulje, som der i alt kom ansøgninger til i foråret, så jeg tror ikke, at vi vil se helt så mange møde op eller sidde klar hjemme ved computeren, for at taste ind, så snart puljen åbner, fortæller Louise Rønne Christensen, der er leder af Energinet.dk’s solcelleadministration.

Når den nye bekendtgørelse træder i kraft vil en vejledning til, hvordan man søger være tilgængelig på Energinet.dk’s hjemmeside, og der kan søges digitalt via www.energinet.dk/solceller fra første oktober kl. 10.

Relateret indhold