Nu skal byggebranchen blive klogere på EPD’er

Der er mange spørgsmål om, hvordan EPD'er kan benyttes til at udregne bygningers klimapåvirkning. Social- og Boligstyrelsen giver svarene i ny kampagne.
Hvad er en EPD og hvorfor er det en god idé at have én?, spørger Bolig- og Planstyrelsen bl.a. i sit nye informationsmateriale. Illustration fra forsiden af Videnspakke1: Bolig- og Planstyrelsen
Hvad er en EPD og hvorfor er det en god idé at have én?, spørger Bolig- og Planstyrelsen bl.a. i sit nye informationsmateriale. Illustration fra forsiden af Videnspakke1: Bolig- og Planstyrelsen

Social- og Boligstyrelsen lancerer nu en informationskampagne, der skal øge kendskabet til EPD’er (Environmental Product Declaration) og hvordan de anvendes i forbindelse med de nye klimakrav, der trådte i kraft fra årsskiftet.

De nye klimakrav skal begrænse CO2-aftrykket fra nybyggeri og betyder blandt andet, at der skal laves en livscyklusvurdering (LCA), der viser, hvor meget CO2 det enkelte nybyggeri udleder gennem hele dets levetid. Til det formål skal bruges EPD’er.

– Gennem kampagnen, som er målrettet alle niveauer i byggebranchen, ønsker vi at udbrede viden og besvare spørgsmål om, hvordan EPD’er kan benyttes til at udregne bygningers klimapåvirkning. På denne måde klæder vi byggebranchen på til et mere bæredygtigt byggeri, siger kontorchef for Bæredygtighed i Social- og Boligstyrelsen, Berit Ipsen Hansen, om kampagnen, der er målrettet producenter af byggevarer, byggemarkeder, bygherrer, LCA-konsulenter, verifikatorer m.fl.

Selvom der pt. ikke er noget lovmæssigt krav om, at byggevareproducenter skal udvikle EPD’er for deres produkter, er flere producenter begyndt at lave EPD’er for at blive tilvalgt på branchens byggeprojekter.

Læs også: Ændrer reglerne: Politisk belønning til genbrug i nybyggeri

Har samarbejdet med den danske byggebranche

Informationskampagnen, som er en del af national strategi for bæredygtigt byggeri, er baseret på et samarbejde med den danske byggebranche.

Rambøll har således på vegne af Social- og Boligstyrelsen undersøgt de barrierer, som branchen møder i forhold til at udarbejde og anvende EPD’er. På den baggrund udgives nu en række informationsmaterialer til brug for branchen.

Informationsmaterialerne, der er målrettet alle dele af branchen lige fra mindre producenter til entreprenører, er tilgængelige på styrelsens underside ‘Alt om EPD’er’.

Her kan man bl.a. få svar på, hvad en EPD er, hvordan den bliver udarbejdet og hvilke data der er i den, hvilke gevinster der er ved en EPD og hvem der laver og bruger en EPD.

Læs også: Materialepas: ‘Den der kan levere transparens og sporbarhed, sidder på fremtiden’

Relateret indhold