NCC og Bygningsstyrelsen er nu ét skridt nærmere visionen om det nye kontorknudepunkt af træ i Odense.
I samarbejde med P. Olesen har NCC startet nedrivningen af den eksisterende bygning på byggegrunden på Lerchesgade for at gøre plads til et nyt kontorknudepunkt af træ.
Byggeriet vil gennemgående have fokus på bæredygtige tiltag for besparelse af CO2-udledning, miljøpåvirkning samt genbrug og genanvendelse – både i forhold til selve byggeriet og den efterfølgende drift.
– Det er dejligt, at vi nu kan se aktivitet på byggepladsen. Vi ser positivt på visionen og de konkrete tiltag, der skal være med til at reducere projektets belastning på miljøet, heriblandt de materialer som man har valgt at genanvende i forbindelse med den nye bygning, og vi ser frem til den kommende proces med opførelsen af det nye kontorknudepunkt, siger Kristian Fuglsang Strøm, projektleder i Bygningsstyrelsen.
Bidrager til mere træbyggeri
I nedrivningsprocessen er der fokus på mulighederne for genanvendelse og genbrug af eksisterende materialer, som konstateres ikke-forurenet. I praksis drejer det sig om genanvendelse af branddøre, lamper, brandskabe, håndvaske og toiletter. Derudover genanvender NCC tegl og beton fra byggeriet; det eksisterende materiale knuses på stedet, og mens betonen forventes genanvendt som tilslag i vejbyggeri, vil de knuste tegl blive udlagt i bede på grunden, når byggeriet står færdigt.
– I NCC er vi glade for, at arbejdet på Lerchesgade nu er sat i værk, og at vi på den måde er med til at bane vejen for træbyggeri i Danmark. Vi er stolte over at tage en så stor og vigtig opgave op, som vil bidrage til at udvikle fremtidens grønne løsninger i den danske byggebranche, siger Lars Ørvad, sektionsdirektør i NCC.
Materialer med asbest og PCB
Nedrivningen af det nuværende byggeri fra 1975 på Lerchesgade er en omfattende proces i og med, at der er anvendt materialer, som indeholder problematiske stoffer, som asbest og PCB. Det ses ofte i ældre bygninger.
NCC tager ansvar for, at materialerne håndteres rigtigt og efter forskrifterne med hensyn til medarbejdere og miljøet, og de har derfor hyret nedrivningsfirmaet P. Olesen til opgaven:
– Når man foretager en nedrivning, skal man inden arbejdet påbegyndes, anmelde den estimerede affaldsmængde, art og forureningsgrad til de respektive myndigheder. Derefter anviser myndighederne, hvor affaldet skal deponeres. Vi genanvender naturligvis ikke forurenede materialer, siger Mette Reffstrup, miljøkoordinator i P. Olesen.
Nedrivningsarbejdet forventes afsluttet i maj.