Norconsult overtager KHS Arkitekter

Brede, helhedsorienteret løsninger bliver efterspurgt fra rådgiverbranchen, lyder det fra Norconsult, som derfor har opkøbt tegnestuen KHS Arkitekter.
Fra venstre: Mads H. Lund, KHS, Thomas Bolding Rasmussen, Norconsult, Jess Kofoed Sørensen, KHS, Jacob Ilsøe, Norconsult, Lotte Larsen, KHS, Hans Henrik Linde, KHS, Morten Rønne Nielsen, KHS, Egil Gossé, Norconsult. Pressefoto.
Fra venstre: Mads H. Lund, KHS, Thomas Bolding Rasmussen, Norconsult, Jess Kofoed Sørensen, KHS, Jacob Ilsøe, Norconsult, Lotte Larsen, KHS, Hans Henrik Linde, KHS, Morten Rønne Nielsen, KHS, Egil Gossé, Norconsult. Pressefoto.

Norconsult har hele tiden et stort fokus på at udvikle organisationen, for at kunne levere stærke ydelser til kunderne. Med opkøbet af KHS Arkitekter A/S mener Norconsult, at de har fået endnu et stærkt kort på hånden.

Som et led i at imødekomme en stigende efterspørgsel på helhedsorienterede ydelser vil overtagelsen af KHS Arkitekter styrke Norconsults position, hvor arkitekter og ingeniører i tæt samarbejde leverer en samlet ydelse.

Med opkøbet følger cirka 20 nye medarbejdere. Fremadrettet vil man leverer stærkere og bredere helhedsorienterede ydelser.

– Især på områderne inden for bygherrerådgivning og almene boliger i såvel nybyggeri som renovering, fra helhedsplaner til udvikling af nye boligprojekter ser vi en styrkelse af vores fælles kompetencer, som vi ser frem til i fællesskab at videreudvikle, siger administrerende direktør Thomas Bolding Rasmussen, Norconsult.

Han fortsætter:

– Opkøbet skal ikke ses som udtryk for, at vi ønsker at gå egne veje. Vi er helt opmærksomme på, at et godt samarbejde på tværs i rådgiverbranchen er kernen til vellykkede projekter. Derfor er det stadig meget vigtigt for os, at styrke det gode samarbejde på tværs i rådgiverbranchen, et samarbejde der er opbygget gennem en lang årrække.

Godt samarbejde

KHS Arkitekter har tegnestue i Kgs. Lyngby. Med opkøbet har Norconsult nu cirka 220 rådgivere inden for byggeri i Danmark.

De to virksomheder har et godt og veludviklet samarbejde gennem mange fælles projekter, blandt andet renoveringen af 300 boliger i Brøndby, samt andre boligrenoveringer for boligselskabet Lejerbo. På baggrund af Norconsults forretningsmæssige koncept ser Jess Sørensen, direktør i KHS Arkitekter, store udviklingsmuligheder i at blive en del af Norconsult koncernen.

– For os er det et naturligt skridt i vores fortsatte udvikling at blive en del af en større virksomhed. Vi vil i fremtiden være i stand til, at kunne levere bredere og endnu bedre ydelse til vores kunder i en branche, hvor tendensen går i mod “one point of contact”, siger Jess Sørensen.

For KHS Arkitekters medarbejdere vil det, at være en del af Norconsult, betyde, at de nu i endnu højere grad får mulighed for at arbejde med store, spændende projekter.

– Det har været afgørende for os i valget af Norconsult, at de har samme kultur og værdier som KHS, hvor seriøs rådgivning og ordholdenhed er nøgleord, siger Jess Sørensen.

Jess Sørensen vil fortsætte som direktør i KHS, og partnergruppen vil stadig være en central del af virksomheden.

Relateret indhold