En 1,3 km. lang skybrudstunnel, der krydser under 21 jernbanespor, skal anlægges fra Vodroffsvej/Gammel Kongevej, under Kødbyen og ud til Kalvebod Brygge, hvor der anlægges en pumpestation med en pumpekapacitet på 20 m3 vand i sekundet, som kan pumpe regnvandet ud i havnen.
HOFOR og Frederiksberg Forsyning har valgt konsortiet NCC og belgiske SMET som hovedentreprenør på byggeriet af Kalvebod Brygge Skybrudstunnel, der føres tæt på Metroens tunnelrør og skal løbe gennem forurenet jord og under flere bevaringsværdige bygninger i tæt bymiljø:
– Det er en krævende opgave at anlægge en tunnel på en strækning med så stor kompleksitet. Det stiller store krav til entreprenøren, og her har NCC sammen med belgiske SMET både erfaringerne og kompetencerne fra lignende opgaver. Vi ser meget frem til at løse opgaven – også i samarbejde med vores kolleger i Hercules Fundering, siger Flemming Carlsen, direktør i NCC Civil Engineering.
Forberedt til fingerspidserne
Kontrakten med NCC/SMET-konsortiet lyder på godt 281 mio. kr. og omhandler bl.a. etablering af tre skakte, tunnelering samt etablering af tunnelrør. Hertil kommer en pumpestation og en ny promenade ved Kalvebod Brygge.
Ole Fritz Adeler, forsyningsdirektør i HOFOR, siger:
– Den færdige tunnel kommer til at spille sammen med de mange indsatser, der allerede er gennemført eller i gang på Frederiksberg og i København. Vi skal sikre værdier for milliarder hos borgere og erhvervsliv mod effekterne af fremtidens klima. Derfor har vi forberedt os til fingerspidserne og er meget glade for at kunne teame op med et konsortium, der har lige præcis de kompetencer og den erfaring, der skal til for at udføre så kompleks en tunnelentreprise som denne.
Afgørende for hurtig afledning af overfladevand
Tunnelen er blandt de største af de mange skybrudssikringsprojekter, der indgår i de overordnede skybrudsplaner for Frederiksberg og i København.
– En tunnel som den, vi her skal anlægge, får stor betydning for byens borgerne og brugere, især folk på det østlige Frederiksberg og Vesterbro. Den beskytter værdier og skaber øget tryghed, fordi den er med til at gøre områderne robuste over for skybrud, siger Rasmus Sielemann Christensen, adm. direktør i Frederiksberg Forsyning.
Formand for Frederiksberg Kloak, Thyge Enevoldsen, der er medunderskriver på kontrakten, supplerer:
– Hvert enkelt projekt gør en forskel, og ingen dele kan undværes, men de store hovedvandveje som blandt andet Kalvebod Brygge Skybrudstunnel er afgørende for, at overfladevandet kan ledes hurtigt ud af byen og ud i havet i forbindelse med voldsomme skybrud, siger formand for Frederiksberg Kloak, Thyge Enevoldsen, der er medunderskriver på kontrakten.
Arbejderne påbegyndes i starten af 2022, og det forventes at tunnelen med tilhørende pumpestation står helt færdig i 2026.